Turisme og rejseliv
Dansk Erhverv repræsenterer centrale brancheforeninger og virksomheder inden for dansk turisme.
Gennem en tæt kontakt til det politiske miljø tilbyder Dansk Erhverv et fællesskab, der arbejder for at få turismeerhvervet prioriteret højt på den politiske dagsorden.
Globalt set er turismen i fremgang, men i Danmark går det tilbage, og vi mister vigtige markedsandele i udlandet. Turisterhvervet er reelt et af de største eksporterhverv og fungerer i skarp konkurrence med andre lande. Den erkendelse arbejder vi i Dansk Erhverv for bliver udbredt i Danmark.
Turismeerhvervet er samlet i Dansk Erhvervs oplevelsesmarked. Oplevelsesøkonomien er verden over spået en høj vækst, når forbrugere tillægger oplevelser, underholdning og følelser en stadig højere betydning.
Oplevelsesmarkedet har stærk fokus på forretningsudvikling i oplevelsesøkonomien, der ud over turisterhvervet også tæller blandt andet sport og kreative erhverv inden for kulturlivet.
Dansk Erhvervs medlemskreds inden for turisterhvervet tæller blandt andre: DRC, Danmarks Rejsebureau Forening, Feriehusudlejernes Brancheforening, Campingrådet og en række individuelle virksomheder.
Campingrådet
Campingrådet er et samarbejdsorgan mellem ejer- og brugerorganisationer og andre. Campingrådet godkender, klassificerer og kontrollerer Danmarks knap 500 campingpladser. Ud fra Campingrådets klassifikationssystem tildeles pladserne stjerner. Dermed er Campingrådet garant for, at campingpladserne lever op til de stillede stjernekrav.
Herudover varetager Campingrådet campinginteresser over for offentlige myndigheder. Campingrådet står for den skandinaviske campingpasordning i Danmark.
Læs mere om Campingrådet på www.campingraadet.dk
Feriehusudlejernes Brancheforening
Feriehusudlejernes Brancheforenings medlemmer er ne blanding af udlejningsbureauer med feriehus over hele Danmark, lokale og regionale udlejningsbureauer samt feriehusudlejende turistbureauer.
Brancheforeningen har til formål at virke for en samlet, enig og stærk branche, at styrke den kollegiale forståelse og samarbejdet mellem branchens udøvere i ind- og udland, at varetage medlemmernes kommercielle og politiske interesser gennem medlemsmøder eller andre passende aktiviteter samt at virke for en generel højnelse af branchens anseelse, bl.a. ved at tilvejebring og opretholde såvel etisk som forretningsmæssigt forsvarlige frohold inden for branchen.
Læs mere om Feriehusudlejernes Brancheforening på www.fbnet.dk
Danmarks Rejsebureau Forening
Danmarks Rejsebureau Forening er en brancheforening for danske rejserbureauer. Foreningen har siden sin stiftelse arbejdet for at skabe attraktive vilkår for rejsebureauerne i Danmark.
Danmarks Rejsebureau Forening yder professionel rådgivning til medlemmerne og hjælper med at løse rejsebureauernes udfordringer.
134 danske bureauer er aktive medlemmer af Danmarks Rejsebureau Forening, f.eks. forretningsrejsebureauer, IATA-akkrediteredebureauer, rejsearrangører med rutefly, bus- og togrejsearrangører, agentbureauer, charterarrangørere og incoming bureauer.
Læs mere om Danmarks Rejsebureau Forening på www.travelassoc.dk