DCSIMG
Log på

Den sociale sektor

 

Dansk Erhverv arbejder for at liberalisere det socialpædagogiske område, for at opnå fair, ensartede og rimelige vilkår for alle private botilbud og opholdssteder i Danmark.

Dansk Erhverv har gennem det seneste år samlet en lang række private botilbud, opholdssteder og relevante brancheforeninger under serviceloven i et udvalg, som arbejder for at skabe rimelige vilkår for private socialpædagogiske tilbud.

På området for de private botilbud og opholdssteder stilles der i dag en række administrative og driftsmæssige krav til private botilbud og opholdssteder, som resulterer i, at tilbuddene skal bruge unødig meget tid på administration. Dansk Erhverv mener i overensstemmelse med regeringens kvalitetsreform, at denne tid i stedet burde bruges på omsorg og service over for udsatte børn og voksne. 

Problematisk og forældet lovgivning om godkendelse
Overflødige og forældede krav til godkendelse og tilsyn betyder, at lederen eller ledelsen på det enkelte botilbud eller opholdssted i mange situationer ikke kan træffe driftsmæssige fornuftige dispositioner eller foretage tværgående samarbejde mellem forskellige afdelinger. Det hæmmer i høj grad kvaliteten af det socialpædagogiske arbejde til stor skade for de børn, unge og voksne, som har brug for kvalificeret indsats.

De enkelte kommuner stiller ofte meget forskellige krav til godkendelse og tilsyn, hvilket skaber en svag retssikkerhed for de private tilbud, fordi retstilstanden afhænger af, hvilken kommune de er beliggende i.

Dansk Erhverv ser et akut behov for at ændre på råderummet for kommunal fortolkning af serviceloven og mener, at kommunernes forskellige krav til godkendelse og tilsyn er helt uacceptable, da det i høj grad skævvrider konkurrencen på området og skaber uigennemsigtighed i forhold til, hvad der er gældende ret og praksis på området.

I dag stilles der krav om, at de private tilbud aflægger regnskab efter årsregnskabslove, og at revisor skal påtegne regnskabet. Dansk Erhverv mener, at disse krav er rimelige for selvstændige virksomheder, og at disse regler med fordel kan forblive gældende for at sikre gennemsigtighed omkring økonomien

Tilbudsportalen fungerer i dag som et redskab til at sikre gennemsigtighed og overblik over de tilbud, der er på det sociale område. Dansk Erhverv mener, at Tilbudsportalen med fordel kan blive en del af løsningen på, hvordan der fremover kan sikres et frit marked og en fair konkurrence på området.

På nuværende tidspunkt har private tilbud ingen uvildig ankeinstans i forbindelse med kommunernes godkendelse af og tilsyn med dem. Det til trods for, at der kan være tale om endog meget indgribende beslutninger, der for eksempel kan betyde, at kommunen vælger at fratage en godkendelse med det resultat, at stedet må lukke, hvilket derfor har meget store konsekvenser for både ledere, medarbejdere og de udsatte borgere, som får afbrudt et behandlingsforløb.

Dansk Erhverv mener ikke, at det er rimeligt, at så bebyrdende afgørelser kan træffes uden, at det har været muligt at efterprøve afgørelsen ved en uvildig instans. Dette problem vil være løst ved en fjernelse af godkendelsesparagrafferne i serviceloven (§ 142 og § 144), men skulle dette ikke ske, mener Dansk Erhverv, at der er et presserende behov for etableringen af en uvildig ankeinstans