EU og forbrugerpolitik
Flere og flere forbrugere handler over grænserne. Derfor skal markedsføringsregler såvel som andre centrale forbrugerlove harmoniseres, så forbrugerne ved, hvad de kan regne med, og så virksomhederne har lige konkurrencevilkår.
Uens regeldannelse gør markedet uigennemsigtigt og hæmmer både virksomhedernes og forbrugernes adgang til at bevæge sig over landegrænserne. Det betyder begrænsninger af vareudbuddet, dårligere konkurrence og i sidste ende for høje priser. Det er samtidig en væsentlig hindring for danske virksomheders konkurrenceevne, når dansk lovgivning stiller andre krav end dem, der gælder på vores vigtigste eksportmarkeder.
Dansk Erhverv ønsker en harmonisering af forbrugerreglerne i EU på et højt niveau. Danmark har et meget veludbygget regelsæt og kan levere afprøvede løsninger, der fungerer i praksis. Det giver gode muligheder for at påvirke den fælles regeldannelse, så den bliver på niveau med det, der gælder i Danmark. EU-Kommissionen er i gang med en revision af EU's forbrugerdirektiver. Dansk Erhverv følger dette arbejde tæt og påvirker indholdet, blandt andet via vores europæiske samarbejdsorganisation EuroCommerce.