DCSIMG
Naviger op
Log på

Alt for få danske studerende tager et udlandsophold i et BRIK-land

Politiske nyheder26-01-2012
Kun 58 studerende ud af i alt 3.274 valgte at tage til et BRIK-land for at læse. Det er alt for lidt, vurderer Jannik Schack Linnemann, forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Ny evaluering af udlandsstipendieordningen viser, at flere danske studerende nu rejser til udlandet for at forbedre deres karrieremuligheder. Og der er hårdt brug for at målrette de danske unge til erhvervslivet, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Udlandsophold bør målrettes fremtidens vækstlande
Men kun 58 studerende ud af i alt 3.274 valgte at tage til et BRIK-land for at læse, det er alt for lidt. Dansk Erhverv opfordrer til, at udlandsophold  i langt højere grad bør målrettes de vækstlande, som Danmark for alvor skal konkurrere med i fremtiden
 
Ensidigt fokus på engelsktalende lande
Evalueringen viser, at størstedelen af de studerende, der har fået tildelt udlandsstipendium, tager til engelsksprogede lande: 28 pct. tog til USA, 27 pct. til Australien og 15 pct. til Storbritannien. Argentina er med 5 pct. det eneste ikke-engelsktalende land blandt de fem mest populære lande for modtagere af udlandsstipendium til studieophold. Kun 5 ud af de 3.724 studerende som siden 2008 har benyttet sig af ordningen tog til Rusland, 23 tog til Kina, 12 til Brasilien og 18 til Indien. I alt 58 studerende fordelt på de fire store vækstøkonomier.

Ny viden til Danmark
”83 pct. af de unge tog til udlandet for at forbedre deres karrieremuligheder. Og det er et skridt i den rigtige retning. Men det er vigtigt, at vi husker på, at de unges udlandsophold også har til formål at indhente ny viden til Danmark, og her er det vigtigt, at vi fokuserer på de lande, som Danmark skal konkurrere med i fremtiden – og som på nogle fronter allerede har overhalet os. Det er måske trygt og godt at rejse til vestlige kulturer som fx Storbritannien, men virksomhederne har behov for, at de unge tager ud og henter ny viden og inspiration fra de såkaldte tigerøkonomier,” udtaler Jannik Schack Linnemann, forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv. 

Internationale kompetencer efterspørges
Der er flest universitetsstuderende, som benytter udlandsstipendieordningen, men det er regeringens målsætning, at endnu flere studerende rejser til udlandet. Derfor er regeringens målsætning, at vi skal blive bedre til at oplyse om mulighederne for at tage til udlandet og gøre en indsats for imødegå eventuelle forhindringer i den sammenhæng. I den forbindelse ville det være fornuftigt at gøre en ekstra indsats i forhold til BRIK-landene og andre vækstøkonomier.

”Hvis de danske uddannelser skal holde det kvalitetsmæssige niveau, som virksomhederne har brug for, skal de kigge ud over Danmarks grænser. Udover at hente ny viden og inspiration udefra, tilfører et udlandsophold også en positiv vinkel til de unges profil. Når studerende vælger at læse en del af deres uddannelse i udlandet, tager de et selvstændigt initiativ. Det demonstrerer kreativitet, selvstændighed og evnen til at udfordre det gængse, og selv at turde tage dette ansvar. Netop disse kompetencer lægger virksomhederne vægt på, når de rekrutterer nye medarbejdere. De internationale kompetencer vil vægte endnu højere i morgen, end de gør i dag, hvor de end dog er meget betydningsfulde,” udtaler Jannik Schack Linnemann.

Indfør elitestipendium
Som en del af at sikre, at de videregående uddannelser modsvarer erhvervslivets behov arbejder man i Dansk Erhverv bl.a. for, at kvalificerede overbygningsstuderende hvert år kan få et elitestipendium på 500.000 kr., så de kan komme til et førende universitet og læse.

 
Tilbage til nyhedssøgning