COP15 er et uhyre vigtigt skridt mod en fremtid med lavere energiforbrug. Det er nu, det globale samfund skal vise, at vi har forstået budskabet fra videnskaben. Derfor må alverdens regeringer sigte efter en langsigtet aftale i København – vel at mærke en aftale, som samtidig sikrer, at klimaindsatsen bredes ud og bliver så praktisk orienteret som muligt.
Målet for COP15 er klar: Der er brug for en fælles vision og et tæt samarbejde mellem regeringer og det private erhvervsliv samt en klar rammeaftale for klimaet. Den skal tage højde for den nyeste videnskabelige viden samt de økonomiske, politiske og tekniske forhold, der præger vores tid. Aftalen bør være fleksibel, dynamisk og implementere løsninger samt skabe grobund for innovative klimaløsninger.
Virksomheder tager ansvar
Virksomhederne – store som små – bidrager allerede til at løse klimaudfordringerne. Mange har tilpasset deres forretning til nye processer eller samarbejder med partnere eller leverandører om at finde innovative løsninger. Andre igen satser på offentlig-privat samarbejde eller forsknings- og demonstrationsprojekter, der skal udvikle og tilpasse energiteknologiske produkter og ydelser.
Mange virksomheder arbejder dagligt med at forbedre deres energieffektivitet, der er et fundamentalt element hen imod en mere bæredygtig energi. Der er da også allerede høstet betydelige gevinster på dette område.
Nye teknologier afgørende
Udvikling og implementering af nye teknologier er nøgleord. Dertil kommer, at det er afgørende hurtigt at udvikle og kommercialisere avanceret energiteknologi. Det har betydning for den fart, hvormed vi opnår CO2-reduktioner – samt for prisen.
Omkostningseffektive løsninger, der kan imødegå klimaudfordringerne, skal være tilgængelige. En forudsætning herfor er udvikling, kommercialisering og formidling af både nuværende og nye teknologier med lavt emissionsniveau. Derudover er det afgørende med modning af et marked, der støtter de nye teknologier, ligesom vi skal udbrede kendskabet til eksisterende teknologier og ydelser.
I en ny klimaaftale bør regeringerne undgå tiltag, der skaber yderligere byrder og juridisk usikkerhed for virksomhederne. Det vil sætte patenternes helt centrale rolle på spil, ligesom det hæmmer innovationslysten og udbredelse af nye teknologiske landvindinger.
Katalyser private midler
Det vil fortsat i høj grad være innovation og investeringer i det private erhvervsliv, der vil drive finansieringen af ny ren teknologi. Samtidig er der bred anerkendelse af, at offentlig medfinansiering skal stimulere de private investeringer. Trods eksistensen af flere specialiserede klimafinansieringsprogrammer, så er der behov for tiltag, der effektivt stimulerer og støtter privat kapital.
Det er i høj grad gode investeringsmiljøer og effektive offentlige finansieringsordninger, der driver den private sektors investeringslyst. Der er brug for både fleksible finansieringsmuligheder og markedets mekanismer til at dække det brede og voksende behov for nye investeringer.
Harmoni med international handel
Slutteligt må vi ikke glemme, at klimaforandringer, handel og investeringer hænger uløseligt sammen. Økonomisk vækst og åben handel skaber de bedste betingelser for en hurtig udbredelse af klimavenlige teknologier. Tiltag, der alene har til hensigt at tilgodese egne nationale handelsinteresser, vil ikke løse problemerne men snarere skabe økonomiske problemer og underminere det nødvendige samarbejde, der skal til for at imødegå klimaændringerne og fremme det globale miljø.
På med fremtidsbrillerne
Det er vigtigt, at erhvervslivet i høj grad engageres i at gennemføre de beslutninger, som bliver resultatet af COP15. Her vil offentlig-private partnerskaber (OPP) være afgørende. Virksomhederne besidder værdifulde erfaringer, som kan få meget stor betydning, både på nationalt niveau samt i samarbejde med internationale organisationer som FN’s centrale organisation for miljø og bæredygtig udnyttelse af verdens naturressourcer (UNEP) og FN’s globale udviklingsorganisation (UNDP).
Vi skal blive bedre til at drage nytte af disse erfaringer og blive dygtigere til at finde mere effektive måder at dele viden på. Som en global multisektoriel erhvervsorganisation står ICC og organisationens globale netværk af nationale udvalg parat til at hjælpe med at udvikle fælles løsninger for interessenter i både udviklede og mindre udviklede lande.
Virksomhederne har meget at byde på i overgangen til en anden og mere miljøbevidst økonomi.