DCSIMG
Naviger op
Log på

Danmark: En innovationsleder på tilbagetog

Politiske nyheder07-02-2012
Det er paradoksalt, at Danmark igen er blandt toppen af innovative lande i EU, samtidigt med at vi har en lavere innovationsvækst end gennemsnittet i EU

Nye tal fra EU tegner i dag et positivt billede af Danmark i innovationsførertrøjen – vi opnår en 2. plads ligesom sidste år. Men selvom vi fortsat ligger i den absolutte top blandt innovationsnationer i EU, halter Danmark alvorligt bagefter, når det gælder den årlige innovationsvækst, påpeger Dansk Erhverv.

”Det er paradoksalt, at Danmark igen er blandt toppen af innovative lande i EU, samtidigt med at vi har en lavere innovationsvækst end gennemsnittet i EU,” siger chefkonsulent Christian Ohm, Dansk Erhverv.

EU's årlige status for innovation
EU har med sin European Innovation Scoreboard 2011 i dag offentliggjort den årlige status over EU og EU-landenes innovationsperformance.

Flot 2. plads må ikke blive sovepude
”Trods en flot 2. plads iblandt de 27 EU-lande ligger Danmark i bunden, når det kommer til vækst i innovation. Faktisk ligger vi tredjesidst. Det er afgørende, at vi får strammet op på innovation og ikke bruger 2. pladsen som sovepude, hvis Danmark skal kunne klare sig i den globale konkurrence,” vurderer Christian Ohm.

SMV’er og venture kapital er en markant udfordring
Der er to væsentlige forklaringer på den lave innovationsvækst i Danmark. Det er den manglende venture kapital og innovation i vores mange små og mellemstore virksomheder (SMV’er). 

”Det er ikke lykkedes med de eksisterende offentlige tilbud og politiske rammevilkår at skabe mere innovation i vores små og mellemstore virksomheder. Udfordringen er primært at forny virksomhedernes forretningsmodel, værdikæde og marketing. Her skal vi blive bedre til at forstå, at den globale konkurrence og ny kundeadfærd gør, at innovation er centralt,” fastslår Christian Ohm.

Øg innovationskapaciteten i SMV’er
Dansk Erhverv forventer derfor, at Ministerudvalget for Erhverv og Vækst samt regeringens kommende innovationsstrategi vil fokusere på at øge innovationskapaciteten i SMV.

”Samtidigt må vi erkende, at vi desværre har et meget lave niveau på venture kapital, og det har skabt svære tider for potentielle vækstvirksomheder i Danmark. Vi må derfor se på, hvilke rammebetingelser investorer har, så de også kan være med til at fremme væksten i Danmark,” forklarer Christian Ohm.

Lad 2012 blive et innovationsår
Dansk Erhverv sætter dog lid til 2012.

”Trods en generel stilstand så findes der mange innovative mindre virksomheder, der enten i partnerskab med større virksomheder eller alene kører godt fremad. Dem skal vi også lære af. Det er nemlig ikke helt sort, selvom der er brug for, at innovation skal sætte skub i en faldende produktivitet i virksomhederne,” siger Christian Ohm.

European Innovation Scoreboard 2011 viser en negativ vækst i danske små og mellemstore virksomheder på mere end 10 procent for introduktion af markedsføring og organisatoriske innovationer og en negativ vækst på knap 5 procent for introduktion af produkt eller procesinnovation.  

Læs rapporten her:European Innovation Scoreboard 2011

 

 

 

 
Tilbage til nyhedssøgning