Den Grønne Nøgle - eller Green Key med en international betegnelse - er et miljømærke for turisterhvervets virksomheder. Så hvis du for eksempel besøger en restaurant, overnatter på et hotel eller vandrerhjem, kan du med Green Key være sikker på, at der er særlig godt styr på miljøet og klimaet. Den danske opfindelse er så populær, at den er blevet udbredt til 15 andre lande.
”Der er ingen tvivl om, at Green Key er faldet på et tørt sted. Turisterhvervets virksomheder vil gerne gøre noget for klimaet og samtidig have mulighed for at vise over for kunderne, at man gør en indsats. Den mulighed har turisterhvervet med Green Key,” fortæller Mikal Holt Jensen, sekretariatsleder i HORESTA, Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervet, om succesen bag miljømærket.
Når turisterhvervet har blikket stift rettet mod klimaet, skyldes det både økonomiske hensyn og som et led i at tiltrække de stadigt mere kritiske kunder:
”Der er helt klart et internt ønske i mange virksomheder om at gøre noget rigtigt for klimaet, også fordi der er penge at spare på at minimere driftsomkostninger. Virksomhederne oplever samtidig et pres fra kunder, der efterspørger miljømærkede hoteller. Vi møder kunder, der kun vil holde konferencer og møder på hoteller med en grøn profil,” fortæller Mikal Holt Jensen.
COP15 som løftestang
Green Key samarbejder internationalt med et netværk af organisationer, som hedder FEE - Foundation for Environmental Education, der hjælper med at udbrede mærket internationalt. Den internationale anerkendelse skyldes især, at Danmark er kendt for fornuftige, bæredygtige løsninger, mener Mikal Holt Jensen:
”Internationalt kigger man ofte mod Danmark, da vi er foregangsland på det her område. Desuden har vi ry for at have en meget naturlig tilgang til det med bæredygtige løsninger.”
Mikal Holt Jensen er ikke i tvivl om, at COP15 kan være løftestang for en endnu større international udbredelse af Green Key:
”Der kommer 15.000 besøgende og 3.000 journalister til Danmark i forbindelse med COP15. De vil få en grøn modtagelse her i Danmark, og mange vil forhåbentlig lade sig inspirere af de danske klimaløsninger,” slutter han.
FAKTA-NOTE: Den Grønne Nøgle
Den Grønne Nøgle/Green Key garanterer, at virksomheden blandt andet arbejder aktivt for:
• At mindske forbruget af vand, varme og elektricitet.
• At sortere og genvinde affaldet.
• At benytte miljøvenlige rengøringsmidler.
• At tilbyde og henvise til grønne aktiviteter.
• At inddrage medarbejdere og leverandører i miljøledelsesarbejdet.
I alt skal en virksomhed leve op til 78 kriterier for at opnå Den Grønne Nøgle. Mindst en gang om året bliver alle virksomheder med Den Grønne Nøgle kontrolleret for, om de lever op til alle krav.
Bag Green Key står HORESTA, Friluftsrådet, DANHOSTEL Vandrerhjem, Campingrådet, Halinspektørforeningen, VisitDenmark og Miljøstyrelsen.