Det er en enorm udfordring for virksomhederne, mener Dansk Erhverv, der har udarbejdet en vejledning til virksomhederne.
I henhold til REACH har en importør pligt til, inden for 45 dage, at oplyse forbrugeren om indholdet af eventuelle farlige kemiske stoffer i sine produkter, hvis der fra forbrugerens side bliver forespurgt om dette. Dette kræver, at importøren løbende må holde sig orienteret, da den såkaldte ”Kandidatliste” med særligt farlige stoffer, som er omfattet af REACH, løbende opdateres.
Dette gælder også produkter, som normalt ikke opfattes som kemi, f.eks. møbler, legetøj og tekstiler.
”En af de store udfordringer er, at få de globale producenter, der leverer varer til EU, til at forholde sig til REACH, og derfor fremsende de nødvendige produktoplysninger ned igennem leverandørkæden helt frem til butikken på det danske marked. En virksomhed eller butik, som importerer og sælger hundredvis af varer, kan derfor risikere at skulle bruge rigtig lang tid på at få indhentet oplysninger fra sine leverandører og underleverandører,” siger miljøchef i Dansk Erhverv, Jakob Zeuthen.
”En anden stor udfordring for butikkerne er, at få opbygget et system til at holde sig opdateret om deres forpligtelser i forhold til REACH. Med et dynamisk varesortiment, der hele tiden skifter sammensætning, kan det i sig selv være en kæmpe opgave,” fortsætter Jakob Zeuthen.
Samarbejde med Miljøstyrelsen om vejledning
For at gøre det nemmere for de danske handelsvirksomheder at gennemskue den komplicerede kemikalielovgivning, har Dansk Erhverv, i samarbejde med Miljøstyrelsen, udarbejdet en REACH-vejledning.
”Vejledningen oplyser handelsvirksomhederne om hvordan de kan overholde deres forpligtelser i REACH. Den giver gode råd til, hvordan de kan etablere et proaktivt beredskab, og anviser bl.a. hvordan butikkernes oplysningspligt over for forbrugerne skal håndteres, når det gælder indholdet af farlige stoffer,” siger Jakob Zeuthen.
Må ikke udvikle sig til skræmmekampagne
Det er langt fra blandt alle typer af varer, man kan risikere at finde særligt farlige kemiske stoffer. Det er eksempelvis tvivlsomt, at toiletpapir og andre almindelige dagligvarer indeholder disse farlige stoffer.
”Vi risikerer, at forbrugerne bliver skræmte til at tro at problemet med skadelige stoffer er langt mere omfattende, end det i virkeligheden er. Derfor er det vigtigt, at forbrugeroplysningskampagner, om, at forbrugerne kan stille krav om at få oplysninger om farligt kemisk indhold i de varer de køber, er målrettet de produkter, som potentielt kan indeholde de farlige stoffer,” understreger Jakob Zeuthen.
Dansk Erhverv opfordrer derfor Miljøstyrelsen og Europa Kommissionen til at tage ansvar og skabe det nødvendige overblik over, hvilke produkter der potentielt kan indeholder et eller flere af de over 30 farlige stoffer, der optræder på REACHs kandidatliste over særligt farlige stoffer. Billedet bliver ikke mindre broget af, at en del af disse farlige stoffer i forvejen er ulovlige at anvende i forbrugerprodukter, fordi de kan være kræftfremkaldende.
Læs REACH vejledningen her.