DCSIMG
Naviger op
Log på

Danske Regioner kan ikke aflyse patienterne

Politiske nyheder03-02-2010
Patienter, der skulle være blevet behandlet under det udvidede frie sygehusvalg fra på mandag den 8. februar, er aflyst. Sådan lyder det fejlagtigt fra Danske Regioners formand, Bent Hansen.
 

Patienterne er ikke aflyst, hvilket Danske Regioners embedsmænd også erkender her til morgen. Bent Hansens udmeldinger er i strid med den aftale, privathospitalerne og Danske Regioner har indgået. I aftalen gælder, at alle patienter, der er henvist før den 7. februar under det udvidede frie sygehusvalg, har ret til at blive behandlet.

”Det er dybt beklageligt, at Bent Hansen skaber utryghed blandt danske patienter. Vi bliver i øjeblikket bestormet af patienter, som er meget nervøse for, at deres planlagte behandlinger er blevet aflyst. Det er de ikke,”, understreger formand Nis Alstrup for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, BPK. Nis Alstrup opfordrer patienterne til at kontakte det private sygehus, hvor de har fået tid til behandling for at blive beroliget.

Nis Alstrup påpeger dog samtidig, at Danske Regioners håndtering af forhandlingerne om priser til privathospitalerne er helt absurd:

”Vi sidder fortsat ved forhandlingsbordet og forsøger at finde en løsning. Derfor er det helt absurd, at Bent Hansen reelt forlader forhandlingsbordet uden at give os besked. Den opførsel er med til at underminere det udvidede frie sygehusvalg og dermed borgernes behandlingsgaranti på én måned. Det siger sig selv, at det er de danske patienter, der kommer til at betale prisen, og de kan nu se frem til voksende ventelister,” slutter Nis Alstrup.

Eftersom BPK ikke direkte har fået en aflysning fra Danske Regioner for dagens forhandlinger vil privathospitalerne sidde klar ved forhandlingsbordet kl. 15.00 i Odense i dag.

For yderligere oplysninger kontakt:
Nis Alstrup, formand for BPK – mobil 2016 9261

 
Tilbage til nyhedssøgning