Danskerne tager ingen chancer
Politiske nyheder
18-06-2012
Danskerne er et meget lidt risikovilligt folkefærd. Det svarer de selv i en ny analyse, som Interresearch A/S har lavet for Dansk Erhverv. Det er ærgerligt, da innovation, iværksætteri og risikovillighed ofte går hånd i hånd.
Sidebillede
Dansk Erhverv har i en ny befolkningsundersøgelse stillet en række spørgsmål til danskerne, der afdækker, hvordan vi er som medarbejdere på arbejdsmarkedet, og hvor vores styrker og svagheder er i forhold til den globale konkurrence.
Vi mangler også internationalt udsyn
I danskernes egen optik er vi ikke et særligt risikovilligt folkefærd. Blot hver femte ’løber gerne en risiko’, hvorimod 40 procent svarer, at ’de overvejer grundigt, om de vil tage en risiko’. Når det kommer til det internationale udsyn, er det ikke mere end hver fjerde, der angiver, at de ’er orienterede mod den globale udvikling’, hvorimod hver tredje ’er orienterede mod indenlandske forhold’.
Hæmsko for Danmark
”At danskerne ikke er mere risikovillige, og at vi har så begrænset internationalt udsyn, kan komme til at udgøre en kæmpe hæmsko for os. Innovation og iværksætteri hænger ofte sammen med risikovillighed, og her står vi i stampe. En høj grad af nysgerrighed og ambitioner kan veje op for disse forhold, men det kræver både mod og et skarpt fokus mod udlandet, hvis vi skal have succes med at omsætte ambitionerne og nysgerrigheden til nye virksomheder og arbejdspladser,” siger Søren Friis Larsen, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
Danskerne glade for it
Lidt mere end hver fjerde lægger vægt på kontinuitet, og kun 38 procent lægger vægt på udvikling og fornyelse. På styrkesiden er det især det digitale område, som danskerne er åbne overfor. Her ser hele 60 procent muligheder, og kun 17 procent angiver, at de ikke ser ’digitale-/it-muligheder’. Derudover opfatter danskerne sig selv som værende både ambitiøse og nysgerrige.
”Undersøgelsen peger på, at der er al mulig grund til at råbe vagt i gevær over for både politikere, uddannelsesinstitutioner og ja, danskerne selv. Skal vi have en chance på den globale scene, skal virksomhederne have adgang til innovative, globalt orienterede profiler og have ordentlige og konkurrencedygtige rammevilkår,” slutter Søren Friis Larsen.
Tilbage til nyhedssøgning