DCSIMG
Naviger op
Log på

De ufaglærte er hårdest ramt af krisen

Politiske nyheder08-03-2010
Dansk Erhvervs medlemmer forventer fortsat at fyre i 1. kvartal 2010. Det er de ufaglærte, der bliver ramt hårdest, mens lederne og akademikerne går fri.
 

”Allerede før krisen er overstået tager virksomhederne fat på omstruktureringer i medarbejdersammensætningen, så virksomheden trimmes til den virkelighed, der venter efter krisen. Mens de på den ene side afskediger medarbejdere med lavere uddannelsesniveau ansætter de samtidig medarbejdere med højere uddannelsesniveau. Det er en udvikling vi vil se accelerere når konjunkturerne for alvor vender og hjulene begynder at trille hurtigere igen”, forklarer cheføkonom i Dansk Erhverv Jens Brendstrup.


Udvikling i beskæftigelsen
Ligesom den generelle ledighedsudvikling har beskæftigelsesudviklingen blandt Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder været negativ i slutningen af 2009. Netto 19 pct. af virksomhederne har oplevet et fald i det samlede antal ansatte i 4. Kvartal. Den negative tendens forventes at fortsætte i 2010, men med aftagende kraft. 4 pct.(netto) forventer, at det samlede antal ansatte vil falde i 1. kvartal 2010 sammenlignet med 4. kvartal 2009.

De ufaglærte bliver ramt hårdest
Fremadrettet forventer 15 pct. af virksomhederne at antallet af ufaglærte ansatte i 1. kvartal af 2010 vil falde, mens kun 4 pct. forventer en stigning. Ud af de samme virksomheder forventer 12 pct., at antallet af faglærte vil falde, mens 7 pct. forventer en stigning.

Billedet er det samme, når man sammenligner medarbejder med kort eller mellemlang uddannelse med medarbejdere med lange videregående uddannelser. Her svarer 8 pct. af virksomhederne, at antallet af ansatte med kort eller mellemlang uddannelse vil falde, mens det kun er 5 pct., der svarer, at antallet af medarbejdere med lange videregående uddannelser vil falde.

Lederne og akademikerne går ramt forbi
Blandt de adspurgte virksomheder forventer kun 5 pct. et fald i antal ansatte ledere. Det samme er tilfældet for akademikere i 1. kvartal af 2010. Mens kun 2 pct. forventer en stigning i antallet af ledere, forventer 9 pct. en stigning i antallet af akademikere.

 

 
Tilbage til nyhedssøgning