Naviger op
Log på

Det spiller for livemusikken

Politiske nyheder 13-01-2016
40 pct. af danskerne har været til livekoncert inden for det seneste år. De fleste går til koncert i lokalområdet. Udnyt den stærke danske musiktradition til at få fat i mere internationalt publikum, lyder det fra Dansk Live og Dansk Erhverv.
Der bliver lyttet, danset og klappet i Danmark. Inden for det seneste år har 41 pct. af danskerne været til én eller flere rytmiske koncerter. Og for dem under 50, er det op mod hver anden, der har været til koncert inden for de seneste 12 måneder. Det viser en undersøgelse af danskernes koncertvaner, som Norstat har lavet for Dansk Erhverv.


Kilde: Norstat for Dansk Erhverv

”Livemusikken har overraskende godt fat i den brede danske befolkning. Det lover godt for dansk kulturliv og de danske spillesteder og festivaller,” siger Susanne Nordenbæk, fagchef for turisme og oplevelsesøkonomi, Dansk Erhverv.

Livemusikken stod i 2014 for en omsætning på 3,9 mia. kr. og er dermed den største sektor i musikbranchen.

”Livemusikken er et fantastisk eksempel på, hvordan musik er med til at skabe merværdi i samfundet. For eksempel ser vi, at publikum ved livekoncerter bruger ligeså mange penge på mad og drikke mv., som de bruger på selve billetten,” siger Jakob Brixvold, sekretariatschef i Dansk Live.

Lytter lokalt
Selvom hver femte dansker gerne rejser efter en mindre koncert, og hver tredje efter en større, så er det i særlig grad koncertoplevelser i lokalområdet, som frister danskerne. 49 pct. har været til en mindre koncert i lokalområdet inden for de seneste 12 måneder, mens 40 pct. har været til en større koncert lokalt.

”Vi har længe vidst, at koncertoplevelser lokalt var betydningsfulde, men det er alligevel positivt overraskende, at de lokale koncerter har så stor værdi for befolkningen. Det tyder på, at spillesteder og festivalers indsats med produktudvikling og branding bærer frugt,” siger Jakob Brixvold.

Hvilke af følgende former for rytmiske koncerter har du været til indenfor de seneste 12 måneder?

(kun personer, der har været til rytmisk koncert)
Kilde: Norstat for Dansk Erhverv


Grænseløst potentiale
Billigere billetter vil få flere danskere ud foran scenerne, og det er særligt de loyale koncertgængere, som vil komme endnu mere ud i musikken. 59 pct. af de danskere, der har været til en koncert inden for det seneste år, ville gøre det endnu mere, hvis billetterne var billigere. For de, der ikke har været afsted de seneste 12 måneder, er tallet 27 pct. Også større koncertudbud, billigere mad og drikke samt mere intensiv markedsføring vil få flere ud i musikken.

”Entrépriserne i Danmark er høje i forhold til det øvrige Europa, og undersøgelsen antyder, at grænsen for hvor meget folk er villige til at betale er ved at være nået. Vi bør i branchen være opmærksomme på også at kunne tilbyde kvalitetstilbud inden for livemusikken med lav entré, og dermed få endnu flere publikummer indenfor til fantastiske oplevelser,” siger Jakob Brixvold.

”Jeg ser et stort potentiale for at få flere koncertgængere ind på spillestederne – ikke mindst det udenlandske publikum. Vi har en stærk tradition for at gå til koncert i Danmark, og jeg tror på, at de danske musikoplevelser kan få tag i et større internationalt publikum, hvis de gøres mere tilgængelige og markedsføres internationalt. Og på den front er der oplagte potentialer,” siger Susanne Nordenbæk.

Ville noget af følgende få dig til at gå oftere til rytmisk koncert/begynde at gå til rytmiske koncerter?

Kilde: Norstat for Dansk Erhverv

For yderligere kommentarer:
Dansk Live, Sekretariatschef, Jakob Brixvold på 86121230
Dansk Erhverv, Chef for Turisme og Oplevelsesøkonomi Susanne Nordenbæk på 29380839
 
Sidst opdateret den 13-01-2016 09:51
Tilbage til nyhedssøgning