ESCO kan spare kommuner for millioner
Politiske nyheder16-06-2010
Nye beregninger fra Dansk Erhverv viser, at en energirenovering af folkeskolerne via ESCO-projekter i sig selv kan give potentielle besparelser svarende til op mod 700 lærerstillinger. Alligevel har kun cirka 10 % af kommunerne indgået ESCO-aftaler.
Sidebillede
Man hører jævnligt om slidte folkeskoler - om hovedpine og træthed hos elever og lærere, om sygefravær blandt lærerne, om børn med indlæringsvanskeligheder og om mangel på midler til at ændre på scenariet.
Men hvis de danske folkeskoler bliver energirenoveret via ESCO-projekter, kan der spares 162 millioner kroner hvert år, viser nye beregninger fra Dansk Erhverv. ESCO er nemlig en model, hvor kommunen går sammen med en privat virksomhed, der renoverer blandt andet skolebygningerne og garanterer energibesparelser, der i løbet af en periode på 5-15 år kan finansiere investeringen. Herefter kan kommunen høste gevinsten ved energibesparelserne.
Større indlærings- og koncentrationsevne hos eleverne
”Der er indtil flere fordele ved ESCO-modellen. Dels den økonomiske fordel - nemlig en garanteret årlig energibesparelse, der efter ESCO-kontraktens udløb tilkommer kommunen. Dels er der i de fleste tilfælde et forbedret indeklima, der giver dokumenterede bedre vilkår i form af større indlærings- og koncentrationsevne hos eleverne. Hertil kommer de potentielle besparelser, der følger af et reduceret sygefravær blandt lærerne - dét, skønner vi, svarer til op mod 700 lærerstillinger,” siger Torben E. Hoffmann Rosenstock, der er juridisk konsulent i Dansk Erhverv og sekretariatschef for BBA - Brancheforeningen for Bygningsautomation.
Han forklarer, at nogle kommuner allerede har gjort sig gode erfaringer med ESCO-projekter. Det gælder blandt andet Middelfart, Kalundborg, Kerteminde, Høje-Taastrup, Gribskov og Sorø kommuner.
Greve Kommune sparer mindst 2 millioner kr. årligt
Dertil kommer et projekt i Greve Kommune, der dækker alle kommunens folkeskoler. Kommunen har indgået en bindende aftale, hvor ESCO-virksomheden har forpligtet sig til at levere energibesparelser. Ud af en samlet årlig energiudgift på cirka 14 millioner kroner kan der som minimum realiseres en besparelse på to millioner kroner, svarende til 19 %. Det giver en tilbagebetalingsperiode på syv år, hvor energibesparelsen finansierer investeringen.
Torben E. Hoffmann Rosenstock pointerer, at folkeskolerne kun udgør en del af potentialet.
”Et ESCO-projekt omfatter jo oftest alle kommunens bygninger, så der er nok af gode grunde til at indgå ESCO-samarbejder,” konkluderer han.
Stort potentiale i folkeskolerne
Seniorforsker Jesper Ole Jensen, Aalborg Universitet, forsker i ESCO og andre energikoncepter. I et forskningsprojekt under Center for Facility Management er han i øjeblikket i gang med at klarlægge muligheder og barrierer ved at realisere besparelser ved hjælp af forskellige energikoncepter. Han ser muligheder i ESCO.
”Der er helt klart et stort potentiale i forhold til folkeskolerne. Jeg kan kun anbefale, at man i endnu flere kommuner overvejer ESCO-samarbejder. Men det er muligt, at nogle kommuner holder vejret og afventer de endelige resultater på folkeskoleområdet. Samtidig kan der være en række barrierer, såsom skepsis i forhold til at samarbejde med en privat partner, manglende kendskab til ESCO-modellen, og måske kan det også være svært at overskue detaljer omkring finansieringen,” siger han.
Kathrine Læsøe Engberg, Dansk Erhvervsavis nr, 9 - juni 2010
Tilbage til nyhedssøgning