Erhvervslivet roser Københavns Kommune
Politiske nyheder02-06-2010
Københavns Kommune lancerer i dag en ny One Stop Shop, som skal lette vejen for, at flere kloge hoveder fra udlandet hurtigere kan få job i Danmark
Sidebillede
Dansk Erhverv roser Københavns Kommunes nye initiativ med en One Stop Shop, som skal lette vejen for, at flere kloge hoveder fra udlandet hurtigere kan få job i Danmark.
”Vi klapper i hænderne over Københavns Kommunes initiativ, for vi skyder os selv gevaldigt i vækstfoden, hvis vi ikke tager godt imod de udenlandske videnmedarbejdere, der trods vores høje skattetryk og dårlige vejr har besluttet sig for at arbejde i Danmark,” siger Jannik Schack Linnemann, der er forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.
IT og Rådgivning sukker efter højtuddannede specialister
Trods krisen sukker danske videnservicevirksomheder inden for it og rådgivning efter højtuddannede specialister fra udlandet, så det er på høje tid, at den offentlige sektor skaber bedre rammer for, at udenlandsk arbejdskraft ikke længere skal løbe spidsrod mellem flere forskellige offentlige instanser, når de vælger at arbejde i Danmark.
”Vi oplever i Expat in Denmark-netværket, at administrativt bøvl hos de offentlige myndigheder er blandt de store barrierer for udlændinge. Vi håber, at Københavns Kommunes initiativ hurtigt følges op andre steder i landet, for ellers rejser talenterne videre til andre lande i Europa eller til USA, og det har vi ikke råd til, hvis vi vil overleve som vidensamfund,” udtaler Jannik Schack Linnemann.
Fakta om Expat in Denmark-netværket
Der eksisterer en række offentlige og private tilbud, der sigter mod at gøre livet i Danmark nemmere for udenlandsk arbejdskraft både i professionel og social sammenhæng. Virksomhedernes rolle er at gøre disse netværk levende og interessante samt at informere udenlandske medarbejdere om deres eksistens. Dansk Erhvervs indsats går gennem Expat in Denmark – se www.expatindenmark.com. Netværket har over 4.000 registrerede brugere.
Gennem netværket får danske virksomheder hjælp til at skabe bedre rammer for at byde udlændinge velkommen til Danmark. Netværket hjælper både med oplysninger om praktiske forhold og med sociale og professionelle kontakter, så medarbejderen får en stærk faglig forankring, mens familierne får lettere ved at skabe sig et netværk i Danmark.
Netværket tilbyder direkte rådgivning, mulighed for at komme i kontakt med andre udenlandske og danske medarbejder, danske nyheder på engelsk, kulturelle tilbud, best practice for offentlige og private virksomheder og overblik og rådgivning om netværks- og fastholdelsestilbud. Derudover er der oprettet netværksgrupper for professionelle såvel som medrejsende partnere, der ellers ofte kan føle sig alene og ladt i stikken. Den medfølgende ægtefælle kompetencer er en uudnyttet ressource, og familien falder bedre til, hvis hele familien har berøring med erhvervslivet. I forlængelse af dette kan den national dag, hvor danske familier opfordres til at invitere expats på middag lanceres som eksempel på netværket aktiviteter.
Tilbage til nyhedssøgning