DCSIMG
Naviger op
Log på

Bedre bure til høns

Politiske nyheder07-02-2012
Fra januar 2012 er det ikke længere tilladt at holde æglæggende høns i traditionelle bure i EU. Hønsene skal have mere plads i burene, som også skal forsynes med siddepinde, redekasse og skrabeområde.
Skærpede krav til æglæggende høns
De skærpede regler, som blev vedtaget i EU i 1999 har været omfattet af en overgangsperiode, således at de skrappere krav er trådt i kraft den 1. januar 2012. Danske ægproducenter overholder reglerne, men det kniber i nogle lande med at leve fuldt op til de nye regler.

Det danske fødevareerhverv har tilkendegivet, at de støtter fuldt op om det europæiske forbud mod produktion i traditionelle bure. Landbrug & Fødevarer, DI Fødevarer, Dansk Erhverv, Horesta samt Bager- og Konditormestrene i Danmark, vil derfor gøre deres medlemmer opmærksomme på problemstillingen, og opfordre dem til ikke at anvende og aftage æg fra EU produceret i traditionelle bure.

Fakta
Rådets direktiv 1999/74/EF af 19. juli 1999 om mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høns fastslår, at det pr. 1.januar 2012 ikke længere er tilladt at anvende ikke-stimulusberigede bure i besætninger med mindst 350 æglæggende høns. Et stimulusberiget bur har mere gulvplads og højde end traditionelle bure. Endvidere skal burene være forsynet med siddepinde, en rede og strøelse for at tilgodese hønsenes adfærdsmæssige behov.

Der findes fire tilladte produktionsmetoder for æg i EU (økologiske æg, frilandsæg, skrabeæg, og buræg). Antallet af æglæggende høner i Danmark forventes pr. 1. januar at være ca. 3,5 millioner, og fordele sig med ca. 18 % i økologisk produktion, ca. 7 % i fritgående produktion, ca. 24 % i produktion af skrabeæg og ca. 51 % i produktion af buræg (i stimulusberigede bure).
Æg kan herefter omsættes som klasse A æg (til direkte konsum) og klasse B æg (til brug i industrien). Danmark er stort set selvforsynende med konsumæg, men importerer æg til brug i fødevareindustrien.

Et antal medlemsstater levede ikke fuldt ud op til kravet den 1. januar 2012, hvilket betyder, at anslåede 60 millioner høns fortsat er i ikke-stimulusberigede.
 
Tilbage til nyhedssøgning