Naviger op
Log på

Frit valg til kontanter gavner både forbrugere og butikker

Politiske nyheder 09-01-2017
Kontantløse butikker kan øge sikkerheden i detailhandlen, sænke omkostningerne og sætte gang i den teknologiske udvikling – til gavn for både medarbejdere, erhvervsdrivende og forbrugere, mener Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv ser positivt på regeringens forslag om at lempe kravene til de danske butikker, så de fremover kan sige nej til at modtage kontanter i nattetimerne mellem kl. 22 og 06.

"Forslaget er et lille skridt i den rigtige retning. I Dansk Erhverv havde vi gerne set et mere vidtgående forslag, men nu er rejsen mod kontantløse butikker sat i gang. Det er en lang proces, og med dagens forslag kan butikkerne begynde at tænke i nye koncepter for betaling,” siger Henrik Hyltoft, der markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Han peger på, at den øgede mulighed for kontantløse butikker kan fremme sikkerheden for medarbejderne i detailhandlen.

”De fleste røverier sker med henblik på at få kontanter fra kassen, og når det sker, er det en stor belastning for medarbejderne i butikkerne. Ved at fjerne kontanter vil risikoen for røverier bliver reduceret til gavn for medarbejderne og kunderne. Sikring af butikker er dyrt, og det er kunderne, der kommer til at betale i sidste ende,” siger Henrik Hyltoft og fortsætter:

”Røverierne sker, når det er mørkt – dvs. allerede fra om eftermiddagen om vinteren og senere om sommeren. Mange butikker har åbent til kl 22.00 – en mulighed for at sige nej til kontanter efter kl. 22 vil derfor ikke gavne dem, og de vil fortsat være i risiko for røveri. Derfor ser vi i Dansk Erhverv gerne en endnu mere udvidet mulighed for at afvise kontanter.”

Nye betalingsløsninger er billigere, sikrere og hurtigere
Samtidig er der en række økonomiske aspekter, som er værd at tage med i betragtning, understreger markedsdirektøren:

”Kontanter er et dyrt betalingsmiddel at håndtere i butikkerne. Det er en regning, som ender hos forbrugerne. Kontanthåndteringssystemer, der kan øge sikkerheden, er dyre at indkøbe, ligesom transport af kontanter er kostbart. Regeringens forslag vil ikke revolutionere detailhandlen, men det kan sætte gang i en vigtig innovation i detailhandlens betalingsløsninger, slutter Henrik Hyltoft:

”Ved at tillade et frit valg til kontanter skaber man et større incitament til at lave nye gode teknologiske løsninger, der gør betaling nemmere og hurtigere for alle forbrugerne samtidig med, at det både kan fremme sikkerheden for de ansatte i detailhandlen og sænke butikkernes omkostninger, der i sidste ende også kommer forbrugerne til gode.”
 
Sidst opdateret den 09-01-2017 10:59
Tilbage til nyhedssøgning