Giv frekvenspenge til forbrugerne
Politiske nyheder
30-06-2012
Ole Sohn har netop hentet 739 mio. kr. hjem til statskassen ved en auktion over 800 MHz-frekvensbåndet. En del af provenuet fra auktionen bør afsættes til at hjælpe de borgere, der kommer i klemme, foreslår Dansk Erhverv.
Sidebillede
Debatindlæg bragt i Politiken, lørdag den 30. juni 2012
Af advokat i Dansk Erhverv, Martin Jørgensen
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har netop hentet 739 mio. kr. hjem til statskassen ved en auktion over 800 MHz-frekvensbåndet. Det er gode nyheder – ikke bare for staten, men også for de mange virksomheder og borgere, der får glæde af, at det mobile bredbånd styrkes fra 2013.
Så der skal lyde et stort tillykke til ministeren, men også en opfordring til ikke at glemme de forbrugere, som vil blive negativt berørt, når 800 Mhz-frekvensbåndet tages i brug. Anvendelsen af frekvensbåndet til mobilt bredbånd betyder nemlig, at mange forbrugere vil opleve, at deres tv-signal bliver forstyrret - enten i form af at billedet pixelerer, eller i form af sort skærm. Og det er selvfølgelig et problem, vi må tage alvorligt.
Derfor vil vi i Dansk Erhverv foreslå, at en del af provenuet fra auktionen afsættes til at hjælpe de borgere, der kommer i klemme. Ministeren bør helt enkelt reservere en sum penge til, at forbrugerne fx kan få gratis besøg af en tekniker, der kan hjælpe dem med at løse forstyrrelsesproblemerne.
For det er selvfølgelig et stort fremskridt, at det mobile bredbånd bliver styrket, men vi må ikke midt i vores begejstring glemme, at der følge væsentlige udfordringer med, og vi må ikke lade forbrugerne i stikken.
Staten har tjent gode penge på auktionen, og ministeren er lykkedes med at sikre hurtigere internet – den succes skal vi ikke ødelægge ved at ignorere forstyrrelsesproblematikken med det resultat, at borgerne nok oplever hurtigt internet, men også dårligere fjernsyn.
Så giv en del af frekvenspengene tilbage til forbrugerne, Ole Sohn – det vil blot gøre frekvensauktionen til en endnu større succes.
Tilbage til nyhedssøgning