DCSIMG
Naviger op
Log på

Højeste antal konkurser i mere end 30 år

Politiske nyheder04-03-2010
Antallet af konkurser var i februar 581, viser netop nye tal fra Danmarks Statistik. Mange virksomheder befinder sig fortsat i en kreditklemme, der gør det umuligt at komme igennem en periode med faldende omsætning, vurderer Dansk Erhverv.
 

”Der er tale om det højeste antal konkurser i mere end 30 år, og det understreger, at den krise, vi i dag står i, er langt mere grel end den typiske lavkonjunktur,” siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.

”Ganske vist har det danske bruttonationalprodukt været svagt stigende i et par kvartaler, men for de virksomheder, der igennem et år har hængt i med det yderste af fingerspidserne, er denne stigning langt fra tilstrækkelig. Konkurserne vil derfor typisk indtræffe med nogen forsinkelse, ligesom det er tilfældet med eksempelvis tvangsauktioner og ledigheden," siger han. 

Kreditklemme gør det umuligt at overleve
"Det kan godt være, at Danmark teknisk set er ude af recessionen, men når man kigger på disse indikatorer, er det et andet billede, der tegner sig,” forklarer Jens Brendstrup.

”Det er en kombination af lavt forbrug og manglende likviditet, der fører til det høje antal konkurser. Mange af vores medlemsvirksomheder befinder sig i en kreditklemmen, der kan gøre det umuligt at komme igennem en periode med faldende omsætning,” siger han.

 
Tilbage til nyhedssøgning