Her er du: Spring over navigationshyperlinksDansk Erhverv - ForsideNyhederHøjesteret omstøder dom om delvis sygemelding

 Højesteret omstøder dom om delvis sygemelding 

En delvist syg medarbejder kan opsiges efter 120-dagesreglen en dag, hvor hun er på arbejde. Det fastslår Højesteret, som dermed omstøder en tidligere dom fra Østre Landsret.
Send til en venPrint
19-04-2010 
 
Sagen drejer sig om en medarbejder, som havde været sygemeldt i 120 dage. Ifølge funktionærloven kan en arbejdsgiver opsige en medarbejder med en måneds varsel efter 120 sygedage, under den forudsætning at opsigelsen falder, en dag hvor medarbejderen er syg.

Medarbejderen i den pågældende sag var kun delvist sygemeldt i en periode og var dermed på arbejde to-tre dage om ugen. Hun fik opsigelsen en af de dage, hun var på arbejde.

Men det må en arbejdsgiver ikke, mente Østre Landsret, som derfor i først omgang lod sagen falde ud til medarbejderens fordel. Østre Landsret mente ikke, at medarbejderen var syg den pågældende dag, da hun jo var mødt på arbejde.

Delvist sygemeldt må opsiges på arbejdspladsen
Dansk Erhverv vurderede, at Østre Landsrets dom var forkert og anmodede Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe dommen for Højesteret, hvilket nævnet gav tilladelse til, og Højesteret har således d.d. sat et endeligt punktum i sagen.

”Højesteret har nu slået fast én gang for alle, at selvom man delvist har genoptaget arbejdet, så er man juridisk set stadig delvist syg de dage, hvor man går på arbejde. Østre Landsret fik dermed ikke held til at erklære en syg medarbejder rask,” siger procesdirektør i Dansk Erhverv, Lars Alexander Borke.

”Det er en god nyhed for arbejdsgiverne, fordi vi nu undgår diskussioner om, hvorvidt vi skal kontakte medarbejderen på hjemmeadressen for at give en opsigelse en dag, hvor vedkommende ikke er på arbejde," siger han. 

"Vi har nu Højesterets ord for, at man i forbindelse med en 120 dages opsigelse gerne må opsige en delvist sygemeldt medarbejder på arbejdspladsen. Det får for eksempel også betydning i de sager, hvor medarbejderen arbejder om formiddagen, men er syg om eftermiddagen. I de tilfælde behøver arbejdsgiveren ikke stå og vente på parkeringspladsen for at give vedkommende opsigelsen,” siger han.
 
Kontakt
Procesdirektør, advokat (H)
Afdeling: Handel
T. 3374 6204
Nyheder