Hvordan vil regeringen sikre vækst?
Politiske nyheder02-01-2010
Dansk Erhverv deler statsministerens målsætninger for Danmark, men Løkke Rasmussens nytårstale gav desværre intet klart svar på de helt store udfordringer: Hvordan gør vi samfundskagen større? Og hvordan banes vejen for ny vækst i den private sektor?
Sidebillede
I en kommentar til statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale siger Jens Klarskov, adm. direktør for Dansk Erhverv:
”Det er forståeligt, at statsministeren fremhæver, at regeringen i 2009 har taget en række initiativer for at afbøde de uundgåelige negative konsekvenser af den økonomiske krise. Uden dem var 2009 givetvis blevet et endnu sortere år. Men regeringens fokus må og skal være på løsningen af de store udfordringer, vi står over for. Hér savner vi nogle klare visioner og svar fra regeringen.
Rammer plet på ét punkt
På ét punkt rammer statsministeren dog plet – nemlig når han fremhæver, at lærdom og kundskaber er helt afgørende for at sikre Danmarks fremtidige velstand – og dermed også den danske velfærd. Ligeledes er Dansk Erhverv enig med ham i, at den menneskelige formåen – vores dygtighed – er dén parameter, vi skal satse allermest på at styrke.
Viden- og servicesamfund
Når Løkke Rasmussen påpeger, at de varer, vi finder på hylderne i danske forretninger ikke bare produceret, men også tænkt, udviklet og designet i udlandet, så viser det den klare vej for Danmark i fremtiden: Vi skal forstærke udviklingen fra industri- til et viden- og servicesamfund. Det er dér, vi er mest konkurrencedygtige.
At sætte konkrete mål for en styrket dansk folkeskole er en god begyndelse – men netop kun en begyndelse. For at opfylde målsætningen i nytårstalen, skal den følges op med konkrete reformer, der sikrer den langsigtede omstilling af det danske samfund.”
Alvorlige udfordringer i 2010
Jens Klarskov understreger desuden, at både dansk økonomi og danske virksomheder i 2010 står over for en række alvorlige udfordringer, som regering og Folketing er nødt til at forholde sig til.
”Det er for tidligt at aflyse den økonomiske krise. På det overordnede plan er den faldende danske konkurrenceevne et alvorligt problem, der på sigt vil undergrave vores velstand. Der skal skrues op for investeringer i viden og skrues ned for de administrative byrder, og effektiviteten i den offentlige sektor skal øges. Samtidig er Danmark for tiden præget af en unaturlig lav efterspørgsel. Vi ser kun spæde og usikre tegn på, at det private forbrug er ved at rejse sig fra det historiske fald , vi har oplevet i 2009. Derfor er det afgørende, at regeringen benytter 2010 – et år med skattelettelser og fortsat lav rente – til at genrejse tilliden til dansk økonomi. Kun herved kan danskerne igen genvinde tro på såvel landets som egen økonomi og øge forbruget.
Velfærdsordninger skal ændres
Krisen har for en stund udskudt behovet for at løse et andet alvorligt strukturelt problem: manglen på arbejdskraft. Men når krisen er lagt bag os er der ingen vej uden om en effektiv håndtering af dette problem, og vi appellerer kraftigt til politikerne om at udvise rettidig ansvarlighed. Vi kommer ikke uden om at ændre på en række af de velfærdsordninger, som er dyre for skatteborgerne, gør det muligt at gå ledig alt for længe og gør det for attraktivt at forlade arbejdsmarkedet for tidligt. Det er ganske enkelt ikke et forsvarligt system alt den stund, at den demografiske udvikling langsomt men sikkert formindsker arbejdsstyrken.
For virksomhederne er situationen tilsvarende alvorlig, og derfor påhviler der Folketinget et ansvar for at gøre livet lettere for erhvervslivet. Virksomhederne har fortsat vanskeligt ved at få adgang til den nødvendige likviditet, og derfor foreslår Dansk Erhverv, at den kloge beslutning om at forlænge betalingsfristen for moms i 2009 bliver gentaget i 2010. Samtidig bør det offentliges kredittider overfor erhvervslivet gøres mere rimelige og fristerne overholdes. Det er enkle, effektive og – for skatteyderne – billige måder at hjælpe de sunde virksomheder gennem en vanskelig periode.”
Yderligere oplysninger: Pressechef Kim Østrøm, mobil 22 80 56 22.
Tilbage til nyhedssøgning