Her er du: Spring over navigationshyperlinksDansk Erhverv - ForsideNyhederIngen behandlingsgaranti til hjertepatienter

 Ingen behandlingsgaranti til hjertepatienter 

Et 12 år gammelt samarbejde mellem Hjertecenter Varde og Region Syddanmark er i morgen i fare for at blive afbrudt. Brancheforeningen for Privathospitaler frygter, at det får betydning for behandlingsgarantien for hjertepatienterne.
Send til en venPrint
28-04-2010 
 

Regionsrådet i Region Syddanmark beslutter i morgen, torsdag den 29. april, om regionen skal fortsætte et 12 år gammelt samarbejde med Hjertecenter Varde.

Debatten om samarbejdet er opstået i kølvandet på Sundhedsstyrelsens godkendelse af at både Hjertecenter Varde og Odense Universitetshospital (OUH)kan behandle hjertepatienter, hvis de kan dokumentere et krav om årlig behandling af 750 patienter. Det kan hverken Hjertecenter Varde eller hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital alene.

”Debatten om afvikling af samarbejdsaftalen mellem Region Syddanmark og Hjertecenter Varde er kørt fuldstændig af sporet. Der er plads til både Hjertecenter Varde og hjerteafdelingen på OUH. Løsningen er e meget enkel. Det eneste der kræves er, at der etableres et formaliseret samarbejde mellem Hjertecenter Varde og OUH præcis på samme måde, som hjerteafdelingen på Aalborg sygehus har lavet samarbejde med hjerteafdelingen på Skejby sygehus – det er der intet til hinder for i specialeplanen,” siger formanden for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, Bent Wulff Jakobsen.

Opfordrer politikerne til at finde en løsning

Hjertecenter Varde har leveret utrolig flotte resultater, og set i lyset af at specialeplanen har til hensigt at sikre høj kvalitet i behandlingen i alle områder af Danmark, så vil Hjertecenter Varde hjælpe til at opretholde kvaliteten i Region Syd.

Bent Wulff Jakobsen opfordrer derfor politikerne i Region Syddanmark til at finde en løsning, der både giver plads til Hjertecenter Varde og hjerteafdelingen på OUH.

”Politikerne må simpelthen på banen, og jeg vil kraftigt opfordre politikerne i Region Syddanmark og ikke mindst regionsrådsformand Carl Holst til at tage initiativ til, at der etableres et samarbejde mellem Hjertecenter Varde og OUH. Hvis der er politisk vilje i Regionsrådet i Syddanmark, så kan patienterne både blive behandlet på OUH og på Hjertecenter Varde i fremtiden,” siger Bent Wulff Jakobsen.

I 2009 foretog Hjertecenter Varde 199 hjerteoperationer for Region Syddanmark, mens OUH foretog 571 operationer.

Behandlingsgaranti i fare
Regionspolitikerne i Region Syddanmark kan med politisk vilje til samarbejde sikre behandlingsgarantien til hjertepatienter og endda samtidig fastholde højtspecialiserede arbejdspladser i et udkantsområde.

Afbryder regionen samarbejdet med Hjertecenter Varde vil det nemlig betyde, at hjertepatienterne går direkte ind på venteliste, og ikke vil få mulighed for at få behandling på et privat sygehus i Danmark.

”Hvis ikke Hjertecenter Varde bliver endelig godkendt i Sundhedsstyrelsen til at varetage hjertebehandling, så vil der ikke længere være en behandlingsret til hjertepatienter. Det vil naturligvis betyde længere ventelister og helt barokt kan danske hjertepatienter på venteliste søge behandling i udlandet, men ikke på et dansk privat hjertehospital. Det giver ingen mening,” siger Bent Wullf Jakobsen.

 
Nyheder