DCSIMG
Naviger op
Log på

Innovativ IT-virksomhed hædret for eksportsucces

Politiske nyheder15-06-2010
Den danske IT-virksomhed Milestone Systems var blandt de kun fem danske virksomheder, der i går, mandag den 14. juni 2010, fik overrakt Kong Frederik den Niendes Hæderspris som anerkendelse for sin eksportsucces.

 

Milestone Systems, der har hovedsæde i Brøndby, har på kun 12 år udviklet sig til at være en af verdens mest innovative virksomheder inden for digital videoovervågning - og verdens førende inden for sin niche.


Administrerende direktør Lars Thinggaard, Milestone Systems, modtager den kongelige hæderspris for virksomhedens succes på det internationale marked af Prins Henrik. (Foto: Kaj Bonne).

Virksomheden beskæftiger cirka 200 medarbejdere og har datterselskaber i 10 lande samt salgs- og teknologipartnere i over 100 lande.

Vækst på 40 % om året
En af hemmelighederne bag succesen har været Milestone Systems forudseenhed med hensyn til det kommende skift fra en analog til en digital verden. Siden starten i 1998 har virksomheden haft en gennemsnitlig årlig vækst på 40 %. Hovedparten af aktiviteterne foregår uden for Danmarks grænser med en eksportandel på over 94 % de sidste fire år.

Har 26 % af verdensmarkedet
Virksomheden har i 2009 øget sin globale markedsandel til nu at være på 26 % af verdensmarkedet.

”Prisen har naturligvis stor betydning for vores virksomhed, men i høj grad også for vore kunder og partnere. Sidstnævnte udgør en vigtig hjørnesten i vores tilgang til markeder. Æren for den succes, vi oplever i eksportmarkederne, kan netop også tilskrives vore partnere. Samtidig håber vi, at hædersprisen vil gøre vores virksomhed endnu mere tiltrækkende over for nye, kvalificerede medarbejdere i takt med, at vi vokser,” siger administrerende direktør Lars Thinggaard, Milestone Systems.

Videnservice kan også eksporteres
Det er Dansk Erhverv, der har indstillet Milestone Systems til Kong Frederik den Niendes Hæderspris, og organisationens administrerende direktør, Jens Klarskov, siger:

”Milestone Systems er et fremragende eksempel på, at også danske videnservicevirksomheder kan generere eksportindtægter i stor målestok. Virksomheden udvikler og sælger software over hele verden og viser dermed, hvad det også er, Danmark skal leve af i fremtiden.”

Hæderspriserne blev overrakt af Prins Henrik ombord på kongeskibet Dannebrog. De øvrige prismodtagere var henholdsvis Henning Larsen Architects A/S, Guldmann Holding, Carl Hansen & Søn samt DAT-Schaub.

 
Tilbage til nyhedssøgning