DCSIMG
Naviger op
Log på

Kendt møbelproducent har ulovligt fastsat bindende videresalgspriser

Politiske nyheder10-02-2012
En kendt møbelproducent, direktøren og marketingchefen er dømt ved Østre Landsret for at fastsætte bindende videresalgspriser.

I 2008 gennemførte Konkurrencestyrelsen en kontrolundersøgelse hos Erik Jørgensen Møbelfabrik (fremover benævnt EJM). Styrelsen anmeldte på den baggrund virksomheden til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, der rejste tiltale i november 2010.

EJM har fastsat bindende videresalgspriser ved at skrive til forhandlerkredsen, at de udelukkende må skilte med de vejledende udsalgspriser på bestemte designmøbler. De er samtidig dømt for at forbyde udsalgsannoncering af stolene Corona og Ox chair.

I sin dom skriver Østre Landsret:

”Landsretten finder på denne baggrund og efter den øvrige bevisførelse godtgjort, at Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S ved de nævnte breve og aftaler etablerede en samordnet praksis henholdsvis indgik aftaler vedrørende forhandlernes kommunikation af videresalgspriser, som havde til formål at begrænse konkurrencen i relation til forhandlernes videresalgspriser.”

Landsretten bemærker i tilknytning hertil, at "det ikke er godtgjort, at Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S stillede krav om, at deres vejledende videresalgspriser blev overholdt som bindende mindstepriser."

Med dommen nedsætter Østre Landsret størrelsen af bøderne i forhold til byrettens dom i maj 2011. Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S får nedsat bøden til 400.000 kroner fra 500.000 kroner. Direktøren og marketingchefen skal begge betale 20.000 kroner mod tidligere 25.000 kroner.

Kommentar:
Dommen viser igen, at leverandører skal være påpasselige med at blande sig i forhandlernes prispolitik, selv om leverandøren måtte have ret i, at lave priser i kampagneperioder til syvende og sidst kan slide på møblernes eftertragtethed.

 
Tilbage til nyhedssøgning