DCSIMG
Naviger op
Log på

Kommuner bruger fedmepenge forkert og konkurrenceforvridende

Politiske nyheder31-05-2010
En del af satspuljemidlerne er afsat til indsats mod svær overvægt i særligt udsatte grupper. Men indsatsen er langt bredere i flere kommuner, og det er stærkt konkurrenceforvridende for de private leverandører, mener Dansk Erhverv.
 

Flere private sundhedstilbud er stærkt presset i konkurrencen med de kommunale tilbud. Det skyldes unfair konkurrencevilkår, mener Dansk Erhverv, som repræsenterer de private aktører i branchen for kostvejledning på vægttabsområdet.

Siden 2007 har de danske kommuner kunnet søge om satspuljemidler til indsatsen mod svær overvægt i udsatte grupper. Men flere kommuner – for eksempel Silkeborg - bruger midler til at tilbyde gratis vægttabsrådgivning til alle kommunens borgere og ikke kun målgruppen for satspuljemidlerne.

”Det er stærkt konkurrenceforvridende og ikke reelt satspuljemidlernes formål, når kommuner og regioner tilbyder gratis kostvejledning til en bredere gruppe af borgere med udgangspunkt i satspuljemidlerne, mens private parter ikke har samme muligheder for at søge om midler fra tilskudspuljen,” siger chef for offentlig-privat arbejde i Dansk Erhverv, Marie-Louise Løvengreen Rasmussen.

Svigtende tilgang af nye medlemmer
Det har blandt andet betydet lukning af flere private sundhedsaktiviteter. For eksempel har Dansk Erhverv kendskab til virksomheder, der i første kvartal 2010 været nødt til at lukke omkring 12-15 afdelinger i Danmark.

Andre har ’kun’ lukket cirka fem afdelinger, men har til gengæld i samme periode haft en svigtende tilgang af nye medlemmer og en omsætningsnedgang på helt op til 75 procent i områder, hvor kommunerne har været særligt aggressive i deres markedsføring.

”Problemet er dobbelt: Dels kan konkurrenceforvridningen presse private aktører ud af branchen for kostvejledning og vægttab. Og dels holder satspuljemidlerne ikke evigt og med krav om nulvækst i kommunerne er der næppe råd til at fortsætte initiativerne, når pengene slipper op. Så vil der hverken være offentlige eller private vægttabstilbud til borgerne, og satspuljemidlerne har opnået det stik modsatte af, hvad der var tiltænkt,” siger Marie-Louise Løvengreen Rasmussen.

Mere offentlig-privat samarbejde
Dansk Erhverv mener, at problemet kan løses ved, at private parters kompetencer inddrages aktivt i arbejdet med at øge kommunernes og regionernes kapacitet på området. På den baggrund bør kommunerne indgå i tættere offentlig-private samarbejder med relevante private leverandører.

Et eksempel på et velfungerende samarbejde mellem det offentlige og de private aktører er set i Odense, hvor et beskyttet værksted for handicappede kørte et skræddersyet forløb med kostvejledning, madlavning, vægttab og motion. En privat virksomhed var underleverandør, mens kommunen betalte 70 procent, og kursisterne de resterende 30 procent.

 
Tilbage til nyhedssøgning