Naviger op
Log på

Lad os få EMA til Danmark

Politiske nyheder 31-07-2017
Regeringen har netop fremlagt Danmarks bud på Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Det er et god bud, lyder det fra Dansk Erhverv.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) står til flytning på grund af Brexit. Danmark er nu kommet med sit officielle bud på, hvorfor EMA netop skal flyttes til Danmark.

”Det er et godt og gennemarbejdet bud, der meget præcist peger på, hvorfor det giver fantastisk god mening at placere lægemiddelagenturet i København. Vi kan tilbyde god infrastruktur, gode forhold for agenturets ansatte og en placering ti minutters kørsel fra en international lufthavn og lige midt i en af Europas største Life Science-klynger,” siger Katrina Feilberg Schouenborg, sundhedspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

Vil styrke Danmark

Hvis Det Europæiske Lægemiddelagentur bliver placeret i København, så vil det gavne både hovedstaden og resten af Danmark.

”I sig selv betyder agenturet omkring 900 nye ansatte i Danmark, mens cirka 3000 eksperter har en løsere knytning til EMA. Men derudover, så vil det, at vi har EMA i Danmark, styrke vores Life Science-erhverv. Der er nok ikke mange, der tænker over det til hverdag, men faktisk er Life Science-erhvervene et af Danmarks bedste eksportkort. I 2015 omsatte erhvervene for 147 milliarder kroner, og alene i lægemiddelindustrien er der beskæftiget mere end 22.000 personer. Vi taler altså om, at EMA i Danmark vil styrke Danmark på et område, hvor vi allerede er stærke. Det vigtigste er dog, at Danmark kan tilbyde en effektiv løsning, der sikrer en smidig flytning til Danmark. Det vil sige, at flytningen ikke påvirker EMAs evne til at løse sine opgaver. På den måde kan vi sikre, at de europæiske patienter fortsat har hurtig adgang til de nyeste og mest innovative lægemidler,” siger Katrina Feilberg Schouenborg.
 
Sidst opdateret den 31-07-2017 15:14
Tilbage til nyhedssøgning