Lavere inflation holder hånden under opsvinget
Politiske nyheder12-07-2010
I juni steg priserne 1,7 procent, og dermed er inflationen aftagende.
Sidebillede
Det samlede forbrugerprisindeks for juni steg 1,7 procent i forhold til samme måned sidste år. Prisfald på blandt andet benzin, tøj og kød trækker prisstigningerne ned i forhold til maj.
Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv, siger i en kommentar til de nye tal:
”Den relativt lave eurokurs bevirker, at importvarer bliver dyrere målt i danske kroner. Det er med til at øge inflationen i Danmark. I den anden retning trækker prisfald for en række varegrupper, hvilket får den samlede inflation til at falde.”
Mira Lie Nielsen fortsætter:
”De seneste årtier har inflationen i Danmark i gennemsnit været to procent om året. Og selv om det ikke er højt i international sammenhæng, så betyder det for en typisk børnefamilie, at inflationen hvert år gør deres indkøb ca. 9.000 kroner dyrere. Derfor kan det naturligvis også mærkes i familiebudgettet, når inflationen falder.
Faldende inflation styrker privatforbruget og er dermed med til at understøtte de pæne stigninger i privatforbruget, vi har set i årets første tre måneder. Det giver ydermere et positivt bidrag til det spirende økonomiske opsving.”
Tilbage til nyhedssøgning