Miljøministerens affaldskampagne rammer ved siden af
Politiske nyheder27-07-2010
Miljøministerens affaldskampagne rammer helt ved siden af, fordi den anvender urealitiske og direkte uforsvarlige anbefalinger. Det vil mindske befolkningens tillid til miljømyndighederne.
Sidebillede
Kommentar af Jakob Zeuthen, miljøchef i Dansk Erhverv
Miljøministerens affaldskampagne rammer helt ved siden af, fordi den anvender urealitiske og direkte uforsvarlige anbefalinger. Det vil mindske befolkningens tillid til miljømyndighederne.
Miljøministerens affaldskampagne har til formål at få danske forbrugere til at producere mindre affald gennem seks adfærdsregulerende råd – f.eks. ”brug lejeordningerne frem for at købe nyt” eller ”køb miljøvenlige oplevelser ”. Kampagnen har gode hensigter når den ønsker at få os danskere til at fremstille mindre mængder affald, men desværre rammer kampagnen helt ved siden af fordi den anvender urealistisk og direkte miljømæssigt uforsvarlige anbefalinger. Nogle af anbefalingerne kan også medvirke til at mindske befolkningens tillid til myndighederne.
Velmenende kampagner skal også være troværdige
Velmenende kampagner og budskaber må ikke gennemføres på bekostning af troværdighed og substans. Det er uforsvarligt over for miljøet når miljøministeren anbefaler borgerne miljøvenlige oplevelser i julegave i stedet for pakken under træet, da mange oplevelser belaster miljøet betydeligt og bare medfører affald andre steder. Det er heller ikke miljøforsvarligt at råde forbrugerne at holde liv i gammel, energislugende teknologi eller videregive det når man kan få en miljømæssig fordel ved at bortskaffe det via vores genanvendelsessystem, som er et af de mest effektive i verden.
Ubegrundede og urealistiske råd
Det er fornuftigt nok at få danskerne til at nedbringe affaldsmængderne, hvis det kan gøres ved hjælp af langsigtede adfærdsændringer og uden nye miljøbelastninger. Men det er vigtigt, at kampagnen ikke overbebyrder forbrugerne med ubegrundede og urealistiske råd, som at anbefale ”køb håndsyede sko” i forbindelse med fokus på kvalitet eller ”lej” et TV i stedet for at købe det. Det kan være interessant hvis miljøministeren kan fremlægge dokumentation for at ”lejeordninger” for elektronik er mere miljøforsvarligt i forhold til ”at købe det som nyt eller brugt”. Den slags anbefalinger skaber en risiko for et ”træk på skulderen” og opbygning af manglende tillid til myndighederne.
Kampagnens fokus på affald gælder alle typer affald og favner ganske enkelt for bredt. Kampagnen er derfor ikke i stand til at skabe miljøforbedringer - tværtom, og vil sandsynligvis stå som en ”parentes”, når resultaterne skal gøres op, hvis de overhovedet kan gøres op.
Kampagnen glemmer forbrugerrettigheder
Et andet uhensigtsmæssigt aspekt ved kampagnen er, at den ikke tager hensyn til forbrugerrettigheder, når der opfordres til at bytte og købe brugte varer. Man kan herved risikere, at varer bliver købt uden brugs- og sikkerhedsanvisninger, eller at man bidrager til, at stjålne varer kommer i omsætning.
Selvmodsigende anbefalinger om gammelt legetøj
Når miljøministerens kampagne så anbefaler at forældre skal give børnenes gammelt legetøj væk til andre børnefamilier går den også helt galt i byen Selv samme myndighed anbefaler også forældrer få blødt plastlegetøj fra før 2007 væk fra hylderne, fordi der her er større risiko for et indehold af hormonforstyrrende ftalater. Det er selvsagt at selvmodsigende anbefalinger medfører at ansvarlige forældre efterlades forvirrede og utrygge og med mindre tillid til sin myndighed.
Kan forbrugertilliden opretholdes?
Dansk Erhverv og vores medlemmer inden for affaldsbranchen har samme ambition som miljøministeren om at nedbringe affaldsmængden. Dansk Erhverv støtter seriøst sine medlemsvirksomheder med at opbygge et tillidsbånd til forbrugerne og andre aktører i samfundet også på miljøområdet. Det vil være en god ide at fremover involvere detailhandlen for ideer og inspiration når en kampagne skal sammensættes. Vi støtter naturligvis ikke at forkert tilrettelagte kampagner både trætter forbrugerne og forringer de fremtidige miljøkampagners mulighed for at skabe varige miljøpositive adfærdsændringer. Så man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor mange flere skud miljøministeren har i bøssen, når det gælder forbrugerkampagner, hvis forbrugertilliden skal opretholdes.
Det’ en om’er!
Ovenstående debatindlæg er tidligere bragt i Politiken
Tilbage til nyhedssøgning