Her er du: Spring over navigationshyperlinksDansk Erhverv - ForsideNyhederMultimedieskatten er forfejlet

 Multimedieskatten er forfejlet 

Skattereformen er både tiltrængt og positiv. Men multimedieskatten skaber et mindre fleksibelt arbejdsmarked, påpeger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.
Send til en venPrint
03-02-2010 
 

Hvad har bærbare computere og mobiltelefoner til fælles med cigaretter, sodavand, slik, mættet fedt og energiforbrug? Det spørgsmål må man stille sig selv, når man ser på skattereformen, der trådte i kraft 1. januar. Svaret er ikke umiddelbart indlysende. Men der lægges øget skat på alle de nævnte objekter i forbindelse med skattereformen. Det undrer skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, Bo Sandberg:

”Det giver god mening at beskatte ud fra devisen, at det, man gerne vil have mindre af, beskatter man. Dét, man gerne vil have mere af, sætter man skatten ned på. Ud fra den tankegang virker multimedieskatten ulogisk. Hvorfor i alverden vil vi have mindre adgang til IT, et mindre fleksibelt arbejdsmarked og mindre af den vidensøkonomi, som Danmark skal leve af i fremtiden?,” spørger han og og uddyber:

”En stor gruppe borgere vil fravælge arbejdsgiverbetalte multimedier. Skatteministeriet skønner selv, at mindst 15 % af alle potentielle multimedieskattebetalere vil fravælge pc´er og mobiltelefoner. Produktion, vækst og beskæftigelse bliver påvirket negativt af denne bremse på det fleksible arbejdsmarked.”

IT-gabet bliver større
Ydermere bekymrer det den skattepolitiske chef, at IT-gabet på arbejdsmarkedet bliver større. De medarbejdere, som ventes at fravælge multimedier, har typisk en enkelt mobiltelefon eller PDA. De medarbejdere, som tværtimod får mulighed for at tilvælge yderligere nye multimedier, for eksempel i form af fleksible lønpakker, er dem, som i forvejen i høj grad betjener sig af disse.

”Der vil ske en skævvridning blandt forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Det, man ønsker, er vel næppe et samfund, hvor færre tager del i vidensøkonomien på nettet, end tilfældet er nu. Ikke desto mindre er det konsekvensen. Dansk Erhverv foreslog mange gange undervejs i skatteforhandlingerne i 2009, at det optimistisk forventede provenu på 525 millioner kroner i stedet blev hentet fra tobaksafgifter,” siger Bo Sandberg.

Transporten rammes
Hos brancheforeningen DTL - Dansk Transport og Logistik er man positivt stemt over for skattereformen. Multimedieskatten skaber problemer, forklarer cheføkonom Ove Holm:
”Den rammer en stor del af vore medarbejdere. Alle vore chauffører er afhængige af deres mobil, og mange kan af gode grunde ikke aflevere den på arbejdspladsen, inden de tager hjem. Arbejdspladsen er nemlig lastbilen, og den kører mange chauffører hjem i. De kan ikke vælge det fra og får ikke noget ud af at have mobilen med hjem. En løsning kan være, at man bolter mobilen fast i lastbilen. Men så kan chaufførerne ikke tage den med, når de læsser af eller for eksempel arbejder med lastbilens kran. Samtidig bliver vognmændene overbebyrdede med administration, hvis der skal udarbejdes tro & love erklæringer,” påpeger han.

 

Kathrine Læsøe Engberg 
Kontakt
Skattepolitisk chef
Afdeling: Politisk økonomisk
T. 3374 6507
Nyheder