Naviger op
Log på

Nallerne væk fra ekstra hjemmehjælp

Politiske nyheder 13-02-2017
Det er en rigtig dårlig idé at lade kommunerne sælge ekstra hjemmehjælp, lyder det fra Dansk Erhverv.
Fem af landets store kommuner får snart lov til at give ekstra hjælp og rengøring til ældre mod betaling. Kommunerne vil altså konkurrere med de private aktører på et område, der ikke er offentligt.

”En kommune skal være kommune – og ikke agere et privat selskab med skattekroner i ryggen. Oven i købet i en tid, hvor vi i forvejen ser en række konkurser på ældreområdet,” siger Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv fastslår, at der i alle landets kommuner i dag er godkendte private virksomheder, der kan tilbyde den ekstra hjælp. Private og kommunerne samarbejder nemlig allerede, som en forudsætning for at give borgeren frit valg til selv at vælge sin leverandør af hjemmehjælpen. Men tilladelsen fra regeringen handler i stedet om noget andet og ganske principielt.

”Her er der tale om, at kommunerne nu får lov til at konkurrere med de private aktører uden for den offentlige sektor. Det er helt skævt. Det er ikke det offentliges opgave at konkurrere med og måske ligefrem udkonkurrere de private”, siger Rasmus Larsen Lindblom.

Kommunerne er dyre

Rasmus Larsen Lindblom peger på, at sporerne skræmmer. Seks kommuner allerede haft lejligheden til at tilbyde tilkøbsydelser én gang, som følge af et tidligere frikommuneforsøg.

”Her valgte de ældre i store træk kommunerne fra – fordi prisen var for høj. Fordi kommunerne, meget rimeligt, blev tvunget til at regne alle deres omkostninger med. Kommunerne skal ikke udkonkurrere private med skattekroner. Endelig er der også problemer med gennemsigtigheden i forhold til kommuners pris. Alle direkte og indirekte udgifter skal tages med, så vi har det fulde billede. Hvis der ikke er prisgennemsigtighed på området, så er det selvsagt konkurrenceforvridende,” siger Rasmus Larsen Lindblom.
 
Sidst opdateret den 13-02-2017 10:17
Tilbage til nyhedssøgning