DCSIMG
Naviger op
Log på

Nye EU handelsregler kan skade Danmark og EU

Politiske nyheder26-08-2010
EU-institutionerne er i fuld gang med at behandle et lovforslag om at udvalgte varer skal mærkes med oprindelsesland. Konsekvensen kan blive dyrere varer, en opbremsning i samhandlen med udlandet og tab af arbejdspladser.
 

Udvalgte varer skal mærkes med oprindelsesland
Forslaget går ud på at gøre det obligatorisk at mærke udvalgte forbrugsgoder med oprindelsesland. Det drejer sig om forbrugsgoder som tøj, tekstiler, sko, håndtasker, møbler, lamper og lædervarer.

Formålet er at give forbrugeren mere viden om, hvor produktet kommer fra og at beskytte europæiske producenter imod konkurrence fra andre lande. Problemet er, at oprindelsesmærkning gør præcis det modsatte.


En mærkat med "Made in Vietnam" fortæller kun i hvilket land sålen og overdelen blev sat sammen - og ikke noget om hvor skoen er designet, udviklet, brandet og distribueret til salg.

Udvikling, branding og salg ofte mere værd end selve produktionen
Tag sko som et eksempel: Mange europæiske skoproducenter har placeret selve produktionen af sko i Vietnam, hvor arbejdskraften er billig. Men forskning og udvikling, branding, markedsføring og salg foregår typisk i Europa. Tidligere undersøgelser viser, at det er disse dele af værdikæden, som tilfører langt størstedelen af værditilvæksten i skoproduktionen. Det gælder både billige supermarkedssko og dyre ”up-market”-sko, hvor henholdsvis 55 pct. og 80 pct. af værditilvæksten finder sted i Europa.

Et oprindelsesmærke fortæller ikke noget om kvalitet, arbejdsvilkår og miljøpåvirkning. Faktisk fortæller det kun i hvilket land sålen og overdelen blev sat sammen. Og det er ikke interessant for forbrugeren, som typisk er mere optaget af brandet. For det er her forbrugeren finder udsagn f.eks. om kvalitet, komfort og image.

”Made in Vietnam” – men designet i Europa
Hvis de nye regler bliver til virkelighed, vil europæiske virksomheder blive tvunget til at skrive ”Made in Vietnam” på skoen. Det er ikke alene misvisende for forbrugeren; det kan også få forbrugeren til at ændre adfærd og i stedet købe sko, som har oprindelsesmærkning fra vestlige lande. Det går ikke alene ud over pengepungen, da sådanne sko typisk er dyrere; det vil også påvirke beskæftigelsen i Vietnam, som er et af verdens fattige lande.

Men også de Europæiske virksomheder, som har investeret i produktionsfaciliteter i landet straffes, dels på grund af de tabte investeringer, men også ved de nye mærkningsomkostninger og kontrolforanstaltninger. De eneste vindere er forældede fabrikker i Europa, som ikke har villet se mulighederne og realiteterne i den globale arbejdsdeling i øjnene.

Virksomhederne skal tilpasse sig
Det er fundamentalt forkert at lade forbrugere betale for at holde liv i virksomheder, der ikke har forstået at tilpasse sig. Specielt er det forkert, når det går ud over moderne og konkurrencedygtige europæiske virksomheder, som har placeret de enkelte led i værdikæden, der hvor de komparative fordele udnyttes bedst muligt.

I dag kan virksomhederne frivilligt vælge at mærke skoene med oprindelseslandet. Det er et system, som skal bevares. Hvis man vil forbedre det nuværende system, skal det dreje sig om at skabe mere ensartede regler for, hvornår og hvordan man kan benytte oprindelsesmærkning.

Hvis vi vil have vækst og velstand i Europa, skal vi fokusere på de dele af værdikæden, vi er bedst til, og ikke på at beskytte os imod konkurrence udefra.

Dansk Erhverv håber, at regeringen og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet vil arbejde imod obligatorisk oprindelsesmærkning.
 
 
 

 
Tilbage til nyhedssøgning