DCSIMG
Naviger op
Log på

Nye regelsæt om beskyttelse af persondata fra EU Kommissionen

Juridiske nyheder10-02-2012
EU Kommissionen har fremlagt forslag til nye regler om beskyttelse af persondata. Kommissionen ønsker bl.a. med forslaget at sikre en mere ensartet håndhævelse af reglerne om beskyttelse af persondata i alle EU medlemslandene. 

Det har i lang tid været forventet, at EU Kommissionen ville komme med et udspil til ændringer i reguleringen af beskyttelse af persondata, fordi de nuværende regler trænger til en revision. Den teknologiske udvikling og særlig den stigende udveksling af personoplysninger via elektroniske tjenester i forbindelse med e-handel og brug af sociale medier, nødvendiggør en opdatering.

Kommissionens udspil kommer i form af en forordning, der modsat et direktiv, ikke skal implementeres i medlemslandenes nationale lovgivning, men har direkte virkning. Det er planen, at forordning skal afløse det nuværende direktiv om databeskyttelse, og med valget af en forordning lægges der op til, at den danske persondatalov ophæves.

Forslaget indeholder en række ændringer, hvoraf de væsentligste er medtaget nedenfor.

  • ”Ret til at blive glemt”

Det forslås, at den registrerede skal have ret til at få slettet deres oplysninger, hvis er ikke er legitime grunde til, at personoplysningerne opbevares. 

  • Ændring af krav til samtykke

Der lægges i forslaget op til øgede krav til behandling af oplysninger, idet reglerne om samtykke skærpes, så et samtykke fremover ikke i alle situationer kan anvendes som behandlingsgrundlag. Dette får bl.a. betydning i ansættelsesforhold, hvor samtykke ikke kan anvendes som behandlingshjemmel. Herudover forslås det, at samtykke ikke kan afgives af børn under 13 år, men skal gives af forældre eller værge.

  • Styrkelse af nationale datatilsyn

Den nationale databeskyttelse styrkes både økonomisk og juridisk for bedre at kunne håndhæve EU reglerne. Dette sker blandt andet ved, at de nationale datatilsyn vil få ret til at udstede bøder på op til EUR 1 mio. eller op til 2 % af en koncerns årlige omsætning. 

  • Enklere procedure for dataoverførsel.

Kommissionen forslår, at det skal være nemmere for internationale virksomheder at indføre aftaler om overførsel af data mellem koncernforbundne selskaber.

Forslaget skal nu behandles i Europa Parlamentet og Europa Rådet, og det forventes at reglerne tidligst kan træde i kraft om 3 år. Dansk Erhverv følger processen og vender i tilbage med en uddybende artikel om forordningen i et senere nyhedsbrev.

Læs forslagene på EU-Kommissionens hjemmeside
Læs mere om udspillet på følgende hjemmeside

 
Tilbage til nyhedssøgning