DCSIMG
Naviger op
Log på

Omsætningstal bekræfter annus horribilis

Politiske nyheder12-01-2010
Danmarks Statistiks seneste tal for virksomhedernes køb og salg i november 2009 viser endnu engang, at 2009 var et økonomisk ”annus horribilis”, vurderer Dansk Erhverv.
 
Bookmark and Share  

Danmarks Statistik har i dag offentliggjort omsætningstallet for november. I de første 11 måneder af 2009 omsatte landets virksomheder tilsammen for ca. 2.652 mia. kr. På samme tidspunkt i 2008 var virksomhedernes samlede omsætning til sammenligning 3.112 mia. kr.

”Virksomhedernes sæsonkorrigerede omsætning steg godt nok en smule med 1,2 pct. fra oktober til november – men langt værre er det, at den samlede omsætning i årets første 11 måneder faldt med næsten 15 procent i forhold til samme periode i 2008. Omsætningsfaldet er den vigtigste forklaring på, at der i 2009 var en negativ vækst på ca. fem procent i dansk økonomi,” siger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.

Omsætning faldet 460 mia.
I løbet af et år er virksomhedernes omsætning faldet med ca. 460 mia. kr. – svarende til et procentvis fald i efterspørgslen på 14,8 procent. Virksomhedernes faktiske omsætning er den mest præcise indikator for efterspørgslen i samfundsøkonomien.

Af omsætningsfaldet på 460 mia. kr. siden 2008, står handels- og transportvirksomhederne alene for 260 mia. kr. Opgjort i procent, er hullet i handels- og transporterhvervets omsætning på hele 17,3 procent. Handel & transport overgås i negativ forstand kun – og ikke uventet – af byggebranchen med et fald i omsætning på 21,9 procent siden sidste år. Af de lidt større erhvervsgrene, er det Information & Kommunikation samt Erhvervsservice, som med omsætningsfald på hhv. 4,7 procent og 6,2 procent har holdt skindet nogenlunde på næsen i 2009.

Positivt bidrag i 2010
”Vi forventer, at der vil være en betydelig positiv effekt på både samfundsøkonomi, privatforbrug og forventningsdannelse, når skatten på arbejde lettes med 29 mia. kr. i 2010 – skattelettelser, som bliver til kød og blod med de lønsedler, som sendes ud til danskerne i slutningen af januar. Problemet er bare, at den effekt i øjeblikket overskygges af det generelt meget dystre økonomiske baggrundstæppe,” siger Dansk Erhvervs skattepolitiske chef.

Dansk Erhverv forventer trods alt i løbet af de kommende år en større positiv effekt af skattereformen end af sidste års SP-udbetaling:

”Det skyldes, at skattelettelserne er permanente og kan registreres på lønkontoen måned for måned, mens SP-udbetalingen jo var en – om end stor – engangsforestilling,” siger Bo Sandberg
 
Tilbage til nyhedssøgning