DCSIMG
Naviger op
Log på

Persondatalov beskytter også tricktyve

Politiske nyheder17-02-2010
Datatilsynet løfter pegefingeren over for arbejdsgivere, der videregiver videooptagelser af tricktyve i aktion.
 
Den 26. maj 2009 var Datatilsynet på inspektion hos en musikbutik. Musikbutikken oplyste ved denne lejlighed, at der i enkelte tilfælde var blevet videresendt billeder fra tv-overvågningssystemet til andre musikbutikker i samme kæde for at advare disse butikker mod en tricktyv.

Tv-optagelser af personer er omfattet af persondataloven, og spørgsmålet var derfor, om det var i strid med loven at videresende tv-billederne af tricktyven for at advare mod de andre butikker i kæden.

Kræver udtrykkeligt samtykke
Inspektionen i musikbutikken udmøntede sig i en afgørelse fra Datatilsynet af 22. januar 2010.
Heri slår Datatilsynet først fast, at private - herunder arbejdsgivere - som udgangspunkt kun kan behandle personlige oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold, hvis den registrerede person har givet sit udtrykkelige samtykke dertil.

Oplysninger om, at en person har begået tricktyveri, er altså en oplysning af ren privat karakter, hvor behandling og videregivelse som udgangspunkt kræver samtykke.

Herefter udtaler Datatilsynet, at en behandling af rent private oplysninger kan ske uden samtykke, hvis det er nødvendigt til varetagelsen af en berettiget interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.

Endelig fastslog Datatilsynet, at indsamling af sådanne oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at senere behandling, f.eks. videregivelse, ikke må være uforenelig med disse formål.

Størst hensyn til tricktyven
Datatilsynet konkluderede i forhold til den konkrete sag, at udveksling af optagelser fra tv-overvågning mellem butikker i samme butikskæde med henblik på at advare mod f.eks. tricktyve ikke var i overensstemmelse med persondataloven.

Datatilsynet fandt således ikke, at det kriminalitetsforebyggende element i at videresende tv-optagelser af tricktyve til andre butikker i samme butikskæde udgør en så væsentlig og berettiget interesse, at det overstiger hensynet til tricktyven.

Datatilsynet udtalte, at videregivelse af sådanne videooptagelser heller ikke var foreneligt med persondatalovens krav om, at indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål.

Restriktiv fortolkning af loven
”Vi synes, det er beklageligt, at Datatilsynet ikke tillægger det kriminalitetsforebyggende formål mere vægt end hensynet til tricktyven, der trods alt selv har bragt sig i situationen,” siger underdirektør i Dansk Erhverv, Charlotte Vester.

Da der næsten ikke foreligger domstolspraksis om persondataloven, er det vanskeligt at forudse, om domstolene ville være nået til samme resultat. Afgørelsen er dog i tråd med Datatilsynets ofte restriktive fortolkning af persondataloven.
 
Tilbage til nyhedssøgning