DCSIMG
Naviger op
Log på

Praktik-frafald er spild af gode ressourcer

Politiske nyheder02-02-2012
Det er spild af gode ressourcer, at en tredjedel af alle elever holder op midt i deres praktiktid. Men skyldes ikke sure chefer, mener Dansk Erhverv.

En artikel i Ugebrevet A4 dokumenterer i dag, at op mod en tredjedel af alle elever holder op midt i deres praktiktid. Det er spild af gode ressourcer, men skyldes ikke sure chefer, mener Dansk Erhverv.

Både virksomheden og eleven har en masse på spil, når der indgås aftale om praktikplads. Derfor er det ærgerligt, at næsten hver tredje elev holder op midt i praktiktiden, mener Dansk Erhverv:

Spild af gode ressourcer - for både elev og virksomhed
”Rigtig mange elever vælger at holde op igen i løbet af det første læreår, og det er spild af gode ressourcer for både virksomhed og elev,” siger uddannelseschef i Dansk Erhverv, Svend Berg.

Ikke længere genstand for al opmærksomhed
Ifølge A4 skyldes det store frafald ofte sure chefer. Virkeligheden er dog mere nuanceret, mener Svend Berg:

”Problemet ligger ofte i den meget anderledes kultur, som eleverne oplever på deres læreplads. Eleverne kommer fra et skolemiljø, hvor de er genstand for al opmærksomhed. De har været vant til at deres dagligdag handlede om dem og var tilrettelagt så de kunne performe. Når de så møder frem på deres læreplads, er de blot en af måske mange medarbejdere, der har forskellige opgaver at udføre, og det er her det ofte går galt,” siger han.

Bliver behandlet som ligeværdige medarbejdere
”I Dansk Erhverv betragter vi eleverne som ligeværdige medarbejdere. Det betyder også, at vi behandler dem på samme måde som deres mere voksne kollegaer, og der gælder de samme regler for elever som for de øvrige medarbejdere i virksomheden. Men vi må samtidig være opmærksomme på, at eleverne har brug for en ekstra opmærksomhed, så de kan føle sig trygge i deres arbejde. En elev der holder op igen, er en tabt elev for virksomheden, og dermed også en tabt investering,” siger Svend Berg.

 

 
Tilbage til nyhedssøgning