DCSIMG
Naviger op
Log på

Prøver job-lykken i Oslo

Politiske nyheder03-03-2010
Når krisen kradser, og arbejdsløsheden melder sig, må man kigge ud over sin egen næsetip og pakke kufferten. Det har den 34-årige arkitekt Thomas Bang Jespersen gjort.

Dansk Erhvervsavis fanger Thomas Bang Jespersen på sit norske fastnetnummer. Han er en af de danskere, der har rykket teltpælene op og søgt job i udlandet efter fire måneders arbejdsløshed i København.

”Halvdelen af medarbejderne på den tegnestue, hvor jeg var i København, blev fyret på grund af krisen. Herefter gik jeg til en masse samtaler med chefer, som var interesserede i at ansætte mig.

Men de havde ikke noget lige nu. Alle sagde, at der ville ske noget om lidt. Men ingen vidste hvornår. Da jeg så fik et tip fra en ven om et job på en tegnestue i Oslo, slog jeg til,” fortæller Thomas Bang Jespersen.

Kontrakten i hus på fire dage
To dage efter sad han på et fly, og fire dage senere havde han en kontrakt med tegnestuen i Oslo. Han har tidligere boet i Sydney under sine studier, havde ingen bindinger i København og kunne fremleje sin lejlighed. Alligevel krævede det en særlig tankegang at tage beslutningen om at flytte.
”Det blev først let, da jeg besluttede mig for ikke at tænke over det og bare gøre det. Jeg har en fortløbende kontrakt her. Men jeg ser det kun som en periode og forsøger ikke at tænke for meget over det, men bare være her,” siger han og fortsætter:

”Jeg kan helt klart lære noget på tegnestuen, og derudover nyder jeg bare at bo i en ny by. Jeg har for eksempel købt et par ski og står meget på dem i weekenderne. Vinteren her er ikke trist og grå som i Danmark. Der er masser at foretage sig,” slutter Thomas Bang Jespersen.

 
Tilbage til nyhedssøgning