DCSIMG
Naviger op
Log på

Trist begyndelse på det nye årti for serviceerhvervene

Politiske nyheder28-01-2010
Serviceerhvervenes forventninger til de kommende tre måneder er fortsat negative, og der er lang vej til et nyt opsving, vurderer Dansk Erhverv.
 

”Forventningerne i serviceerhvervene er meget langsomt ved at tø op, men konjunkturindikatoren for de næste tre måneder befinder sig fortsat under frysepunktet,” siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Den sammensatte konjunkturindikator er -1 i januar, mens den i december var -4. Til sammenligning var den sammensatte konjunkturindikator -25 i marts sidste år. Indikatoren er en sammenvejning af serviceerhvervenes forventninger til beskæftigelse og omsætning de kommende tre måneder.

Vendingen indtræffer sidst på arbejdsmarkedet
”Servicesektoren har negative forventninger til både omsætning og beskæftigelse de næste tre måneder, så der er ikke meget, der tyder på, at krisen skulle være ved at være ovre. Der er fortsat et stykke vej, før vi ser positive forventninger, og vi forventer, at omsætningen vil komme først, mens beskæftigelsen vil hænge et godt stykke efter. Arbejdsmarkedet er det sidste sted vendingen indtræffer, og vi forventer først at den stigende arbejdsløshed bremses sidst i 2010,” siger Jens Brendstrup.

I perioden fra januar til marts forventer virksomheder, som repræsenterer 15 pct. af de ansatte i serviceerhvervene, en øget omsætning, mens 24 pct. forventer en tilbagegang. I samme periode forventer virksomheder, som repræsenterer otte pct. af de ansatte i serviceerhvervene, en øget beskæftigelse, mens 23 pct. forventer en nedgang. Dermed er de samlede forventninger -15 mod -20 i sidste måned.

Værst ser det ud for fragtvognmænd og speditører med en negativ forventning til omsætningen på -26 og til beskæftigelsen på -42.

Bundfrossen økonomi
”Transportsektoren er en af de mest afgørende indikatorer for et kommende opsving, da transporten af varer fortæller os noget om flowet i økonomien. Opsvinget vil derfor først kunne aflæses her, og så længe forventninger er negative, er økonomien ligeså bundfrossen som jorden udenfor ,” siger Jens Brendstrup cheføkonom i Dansk Erhverv.

 
Tilbage til nyhedssøgning