DCSIMG
Naviger op
Log på

Unge i sommerferiejob og arbejdsmiljø

Juridiske nyheder01-07-2010
Som arbejdsgiver, skal du være opmærksom på, at der gælder særlige regler for de unges arbejde.

Arbejdstilsynet gennemfører netop nu landsdækkende kontrolkampagne.
 

De unge er en særlig sårbar gruppe på arbejdsmarkedet, fordi de har ringe erfaring, mangler rutine og fysisk ikke er helt udviklet. Der skal derfor tages særlige hensyn til de unge medarbejdere for at sikre, at de ikke belastes unødigt.

”Så her hvor der ansættes særligt mange unge, er det en god idé at tage et ekstra tjek på, om virksomheden har styr på de særlige regler for unges arbejde” anbefaler arbejdsmiljøchef Rikke B. Ørum fra Dansk Erhverv.

Kontrolkampagne over hele Danmark

Arbejdstilsynet gennemfører - i øvrigt i samarbejde med LO's Jobpatrulje - en landsækkende kontrolkampagne i perioden 27. juni til 12. august 2010. 

Tilsynene gennemføres hovedsageligt som uanmeldte screeninger i brancher med unge.

Under indsatsen vil Arbejdstilsynet have særlig fokus på:

Instruktion og oplæring af unge
• Ergonomi
• Farlige stoffer og maskiner
• Voldsrisiko
• Arbejdstid m.m.

Indsatsen vil være koncentreret om følgende brancher:

• Supermarkeder
• Købmænd
• Kiosker

Læs mere om Arbejdstilsynets fokus på unges arbejde i sommerferien.

Værd at vide om unges ansættelse:

  • Ansættelsesbevis, når arbejdstiden er mere end 8 timer ugentligt og varigheden er over 1 måned
  • Forældremyndighedsindehaveren skal ikke underskrive ansættelsesbeviset
  • Den unge kan med forældrenes tilladelse på egen hånd indgå en aftale om arbejde. Har forældrene ikke givet tilladelse, kan arbejdsgiveren blive mødt med et krav om ophævelse af aftalen
  • Er virksomheden omfattet af en overenskomst, skal der betales minimumsløn og tillæg i henhold dertil
  • 15-18 årige må arbejde 40 timer om ugen i ferieperioder
  • 13-14 årige må arbejde 15 timer om ugen i ferieperioder
  • Er arbejdstiden over 4½ time dagligt, skal de unge have en spisepause på mindst 30 minutter
  • Hviletiden skal være mindst 12 timer i døgnet og være sammenhængende. De unge skal have mindst 2 sammenhængende fridøgn pr uge. Et af disse fridøgn skal normalt omfatte en søndag.
  • Unge må som udgangspunkt ikke arbejde alene mellem kl. 18.00 og 06.00 på hverdage og mellem kl. 14.00 og 06.00 i weekender. Dog er der særlige regler, hvis arbejdet foregår i et storcenter.
  • Der gælder særlige regler for, hvor sent de unge må arbejde
  • 13-15 årige – forældrene skal informeres om ansættelsesforholdet
  • Alle skal instrueres og oplæres i at udføre arbejdet korrekt – herunder i korrekt løfteteknik 
  • Løft max 12 kg. – og under særligt gunstige forhold 25 kg. 
  • Bår der bæres – dvs. løftes over 3 meter – må der max bæres 12 kg. 
  • De unge må ikke arbejde med eller rydde op efter kemikalier 
  • Unge, der er fyldt 15 år må kun arbejde med maskiner, der ikke er farlige, f.eks. flaskeautomater, fylde affald i plast-/pappressen og foretage presning
  • Unge må ikke arbejde i lokaler, hvor der udskænkes alkohol med mindre de er i lære som tjener 
  • Arbejdsskader skal også anmeldes for unge

 
Tilbage til nyhedssøgning