DCSIMG
Naviger op
Log på

Vigtigt smv-forslag vedtaget

Politiske nyheder04-06-2010
Et flertal i Folketinget har i dag vedtaget et beslutningsforslag om at forbedre forholdene for små selvstændige erhvervsdrivende. Vigtigt for samfundsøkonomien, mener Dansk Erhverv.
 

Dansk Erhverv glæder sig over, at der er politisk flertal for at nedsætte et udvalg, der skal se på forholdene for små selvstændige erhvervsdrivende.

”De små selvstændige erhvervsdrivende og iværksætterkulturen er fundamentet for dansk erhvervsliv – enhver virksomhed kan føres tilbage til en initiativrig iværksætter. Derfor er det af stor samfundsøkonomisk betydning, at der er gode vilkår for at starte og drive selvstændig virksomhed,” siger ansvarlig for erhvervspolitisk koordinering i Dansk Erhverv, Søren Büchmann Petersen.

En strøm af nye virksomheder
”De selvstændige står over for en række udfordringer. Den økonomiske krise har ramt bredt i dansk erhvervsliv og bl.a. gjort det sværere at starte egen virksomhed, og det er helt afgørende, at der også fremover er en strøm af nye virksomheder, fordi det i høj grad er de nye virksomheder, der bidrager til omstilling og beskæftigelse,” siger han.

Det nye udvalg bør bl.a. beskæftige sig med finansiering, iværksætteri og begrænsning af de administrative byrder.

”Hele Danmark får glæde af det, hvis det bliver attraktivt og prestigefyldt at være selvstændig erhvervsdrivende,” siger Søren Büchmann Petersen.

 
Tilbage til nyhedssøgning