Januar 2010 var en kold tid – ikke kun vejrmæssigt, men også i virksomhedernes omsætning.
For selv om det sæsonkorrigerede salg steg en smule fra december til januar, så bør man iflg. Dansk Erhverv især hæfte sig ved, at virksomhedernes samlede omsætning i januar 2010 lå 14 mia. kr. lavere end i samme måned 2009.
”Der er sket et fald på 6,1 pct. i løbet af et år – og her skal man jo huske på, at finanskrisen allerede var sat ind med fuld kraft i januar sidste år, så på den baggrund er der ikke så meget at glæde sig over i dagens nye omsætningstal,” siger skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, Bo Sandberg.
”Tallene er dog ekstraordinært præget af den hårde vinter i 2010, som især sender byggebranchens aktivitetsniveau endnu dybere ned i permafrosten end den allerede er konjunkturmæssigt. Der kan til gengæld spores visse lyspunkter for handel og transport, og vi forventer også, at skattereformen vil få positiv effekt på omsætningen i løbet af det næste halve års tid,” siger Bo Sandberg.