Kommunal sagsbehandling skyld i mange højtlønnede fleksjobbere
Politiske nyheder23-08-2010
De mange højtlønnede på fleksjob er primært et udtryk for, at kommunerne ikke arbejdsprøver højtuddannede i forhold til andre jobfunktioner på arbejdsmarkedet, vurderer Dansk Ehverv.
Sidebillede
Tusindvis af højtlønnede er i fleksjob. Regeringen anser det for uholdbart og vil ændre ordningen. Dansk Erhverv er enig i, at der bør kigges på ordningen, men vurderer, at de mange højtlønnede på fleksjob primært er udtryk for, at kommunerne ikke arbejdsprøver højtuddannede i forhold til andre jobfunktioner på arbejdsmarkedet.
2500 fleksjobbere med 700.000 i gennemsnitsløn
En ny analyse viser, at de 2.500 bedst betalte fleksjobbere i gennemsnit hæver en årsløn på næsten 700.000 kr. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg anser det for uholdbart og ønsker at ændre reglerne i forbindelse med de kommende politiske forhandlinger om en førtidspensionsreform.
Dansk Erhverv er enig i, at det er uholdbart, men beder politikerne kigge nærmere på den kommunale sagsbehandling, inden de ændrer reglerne.
”Det er helt oplagt og kun rimeligt, at de mange højtlønnede fleksjobbere bliver et tema i forhandlingerne om en førtidspensionsreform. Vi skal ikke med bind for øjnene kaste milliarder af kroner ud på offentligt tilskud til mennesker, der kunne forsørge sig selv ved f.eks. at arbejde på deltid. Politikerne bør dog lige klappe hesten, inden de ændrer reglerne. Vi bør undersøge, om det er reglerne eller kommunernes håndhævelse af dem, som er problemet,” siger afdelingschef i Dansk Erhverv Stine Pilegaard Jespersen.
Fleksjob er nemt og bekvemt
Dansk Erhverv vurderer, at årsagen til de mange højtlønnede i fleksjobbere kan være, at kommunerne glemmer at arbejdsprøve højtuddannede i forhold til andre jobfunktioner på arbejdsmarkedet.
”Både en sygemeldt lønmodtager og hans arbejdsgiver har en interesse i at fastholde lønmodtageren i det nuværende job med tilskud. Men reglerne er nu en gang sådan, at fleksjob kræver, at en person har en varig nedsat arbejdsevne i forhold til hele arbejdsmarkedet, og ikke kun i forhold til sit nuværende job. Vi har en fornemmelse af, at kommunerne i mange tilfælde kun at arbejdsprøve højtuddannede i forhold deres nuværende job og ikke i forhold til jobfunktioner på det øvrige arbejdsmarked,” siger Stine Pilegaard Jespersen.
”Det er nemt og bekvemt for kommunen at tilkende fleksjobbet, når fleksjobbet allerede findes. Ressourcestærke højtuddannede har formentlig også nemmere ved at overbevise sagsbehandleren om at tilkende et fleksjob, selvom den højtuddannede vil være i stand til at bestride et ikke akademisk job uden løntilskud. Men det er i strid med reglerne. Derfor vil vi opfordre regeringen til at kigge nærmere på kommunernes sagsbehandling inden man beslutter at ændre de nuværende regler,” slutter hun.
Tilbage til nyhedssøgning