DCSIMG
Log på

Arbejdsmiljø

Dansk Erhvervs vision er, at Danmark skal være en vækstorienteret, innovativ og konkurrencedygtig vidennation, der lever af global indsigt.
Arbejdsmiljøets kvalitet er en afgørende parameter for erhvervslivets mulighed for at leve op til denne vision gennem evnen til at tiltrække og fastholde den rette arbejdskraft.

Arbejdsmiljølovgivningen skal være med til at give de rammer, hvor virksomhederne og medarbejderne til stadighed kan udvikle samfundets konkurrencekraft.

Derfor arbejder Dansk Erhverv for, at erhvervslivet har gode og fleksible rammer for at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø med fysisk og psykisk trivsel for de ansatte.

Dansk Erhvervs medlemmer kæmper hver dag med en arbejdsmiljølovgivning, der er meget detailorienteret og fokuserer for meget på fejlfinding og kontrol. Rammerne bliver ofte for stramme og hæmmer virksomhederne og deres medarbejdere i at finde de kreative og fleksible løsninger på de problemstillinger, virksomhederne oplever.

Dansk Erhverv ønsker i stedet en fleksibel lovgivning, der i langt højere grad tager højde for de store forskelle, der er mellem brancher og virksomheder og i stedet giver plads til, at det er virksomhederne og deres medarbejderes egne løsninger, der kommer i fokus.