DCSIMG
Naviger op
Log på

Erhvervslivet, selskabs-beskatning, iværksætteri

Selskabsskatten er et væsentligt, men ikke et altafgørende parameter for virksomhedernes lokalisering i den globale verden.


Virksomheder vil vurdere den samlede ”pakke” af både økonomiske og ikkeøkonomiske rammebetingelser for virksomhedsdrift i landet. Dansk Erhverv anbefaler, at reelle skattelettelser i første omgang anvendes til at sænke marginalskatten på arbejdsindkomst.

Hvis der derimod er tale om en skatteomlægning inden for erhvervsområdet, bør en nedsættelse af selskabsskatten have højeste prioritet. En skatteomlægning bør kun ske i det omfang, det ikke rokker ved virksomhedernes grundlæggende tillid til det danske skattesystem. Usikkerhed om gældende reglers holdbarhed svækker investeringslysten og dermed virksomhedernes evne til at udvikle sig.

Afskrivningsregler
Erhvervslivet disponerer i tillid til, at den gældende skattelovgivning ikke pludselig bliver ændret fundamentalt. En eventuel omlægning af afskrivningsreglerne forudsætter, at det sker på et velfunderet grundlag, hvor afskrivningsreglerne ses i sammenhæng. Afskrivningsreglerne bør i princippet afspejle aktivernes reelle økonomiske nedslidning. Det betyder blandt andet at afskrivningsreglerne vedr. IT-hardware bør lempes, for at kompensere for den hastige forældelse af IT-udstyr.

Momskredittid
I perioden 1998-2000 blev momskredittiden forringet ikke mindre end tre gange. Det påførte erhvervslivet store likviditetstab med en øget rentebyrde til følge. I 2002 blev kredittiden lempet for virksomheder med en omsætning mellem 10-15 millioner kr., og i 2006 blev der indført en lempelse for afregning af moms i sommerferien.

I forbindelse med den aktuelle finanskrise har Dansk Erhverv foreslået at udvide momskredittiden fra de nuværende 25 dage til 50 dage. Det vil ifølge Dansk Erhvervs beregninger med meget hurtig virkning tilføre virksomhederne godt og vel 40 mia. kr. i likviditet til brug for investeringer mv. Ved en sådan ordning får staten et relativt beskedent årligt provenutab ved mistede renteindtægter på cirka 1,5 mia. kr.

Gulpladebiler
Dansk Erhverv er glade for – og har selv bidraget til de seneste regelændringer om smidiggørelse af reglerne for brugen af biler på gule plader. Fremadrettet er det blandt andet vigtigt, at der sikres en større sammenhæng mellem momslovgivningen og skattelovgivningen.

Momsafløftning
I Danmark er der generelt fuld momsafløftningsret ved erhvervsmæssigt køb af løsøre og service. Det er der ikke på turismeydelser. Indførelse af fuld momsafløftningsret ved erhvervsmæssigt køb af hotelophold og restaurantydelser vil derfor blot være et skridt på vejen mod ligestilling af oplevelsesøkonomien med andre erhverv.