DCSIMG
Naviger op
Log på

Novo Nordisk skattechef i spidsen for Dansk Erhvervs skattepolitiske udvalg

Dansk Erhvervs skattepolitiske udvalg har valgt koncernskattechef Ole Bendixen fra Novo Nordisk A/S som sin formand.

Det skattepolitiske udvalg er sammensat af repræsentanter fra virksomheder og brancheorganisationer indenfor Dansk Erhvervs medlemskreds. Udvalgets hovedopgave er at sikre Dansk Erhverv større skattepolitisk gennemslagskraft gennem kvalificerede bidrag overfor såvel det politiske niveau som pressen.

”Jeg har sagt ja til at påtage mig formandskabet, fordi der i forvejen er en spændende skattepolitisk oprustning i gang i Dansk Erhverv - og en positiv udvikling i erhvervsorganisationen i det hele taget. Noget som jeg forhåbentlig kan være med til at understøtte fremadrettet,” siger koncernskattechef Ole Bendixen.

Ole Bendixen går nu aktivt ind i Dansk Erhvervs indsats for at få en ambitiøs skattereform i hus her i foråret. En skattereform der - ved at sænke skatten på sidst tjente krone markant - gør op med princippet om at beskatte viden og uddannelse alt for højt, således at det bliver lettere at tiltrække højtuddannet arbejdskraft til de videnstunge danske erhvervsvirksomheder og dermed skabe basis for fremtidig vækst og velstand.

”Ole Bendixen er en højt respekteret skatteekspert med stort netværk og en unik evne til at motivere og til at fokusere på de store linier i skattepolitik og samfundsudvikling,” siger Dansk Erhvervs skattepolitiske chef Bo Sandberg.

Faktaboks/CV:

  • Ole Bendixen har været koncernskattechef i Novo Nordisk A/S siden 2000
  • Inden da har han været skattechef i TDC og RealDanmark
  • Uddannelsesmæssig baggrund: Registreret revisor, suppleret med omfattende efteruddannelse. på bl.a. INSEAD i Frankrig samt Wharton i USA
  • Tillidshverv: Medlem af Repræsentantskabet i Dansk Skattevidenskabelig Forening samt medlem af Tax Executives Institute
  • Blev kåret til ”Novo Nordisk Finance Manager of the Year 2008”


Ole Bendixen

 Yderligere information hos:

  • Ole Bendixen kan kontaktes på 3079 8667
  • Bo Sandberg kan kontaktes på 2850 3819

Bragt ons. d. 28 januar 2009

Kontakt