DCSIMG
Log på

Kompetencer og ledelse i innovation

Kompetencer og ledelse i virksomheden og hos medarbejdere er afgørende for innovation. Denne innovationsmodenhed er selve arkitekturen for virksomheden.

Innovationskulturen i uddannelsessystemet skal have en vitaminindsprøjtning, så fremtidens videnarbejdere får et skud innovation og forretningsudvikling ind under huden, inden de forlader skolebænken. Fremtidens videnarbejdere skal have ”kørekort” i innovation.

Derfor foreslår Dansk Erhverv:

  • at regeringen og de videregående uddannelsesinstitutioner udvikler et slags filosofikum i innovation – et grundkursus i forretningsudvikling – som er obligatorisk for alle studerende på de videregående uddannelser.

Samtidigt er der behov for at sætte turbo på kompetenceudvikling i innovationsledelse. Hvis videnserviceerhvervene skal styrke konkurrenceevnen i takt med, at globaliseringen skyller ind over værdikæden, skal råstoffet – videnmedarbejderne – tanke viden op livet igennem.

Derfor skal det eksisterende offentlige udbud af kortere kurser, diplom-, master- og øvrige efter- og videreuddannelsesforløb tones langt mere mod videnserviceerhvervenes forretningskritiske kompetencebehov – særligt i forhold til innovationsledelse og ledelse af innovationsprocesser.

Derfor foreslår Dansk Erhverv:

  • at regeringen afsætter udviklingsmidler til et nyt efter- og videreuddannelsesprogram for innovationsledelse – for eksempel som led i en ny ledelsespolitisk redegørelse, der samler op og sætter nye mål efter den første redegørelse så dagens lys i 2001.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, kontakt vores Hotline på
T. 3374 6400