Innovation
Innovation er afgørende for danske virksomheder og Danmark. Det øgede konkurencepres og omkostnings-fokus gør, at virksomheder og nationer skal innovere processer, produkter, services og organisation for at fastholde og udvide sin position.
Vi lever i en indbygget præmis om at "stilstand er tilbagegang". Det er derfor nødvendigt hele tiden at forny sig for at følge med, tilfredsstille og udvikle borgernes, forbrugernes og kundernes behov og udfordringer. Samtidig er konkurrencepresset fra samarbejdspartnere og konkurrenter stødt stigende – ikke mindst globalt.
De seneste års politiske agitation og branding af begrebet har betydet, at innovation i dag er blevet et buzz-word. Begrebet er blevet brugt i mange sammenhænge. Derfor er det centralt, at vi får trukket det ned på jorden.
Servicesektoren fokuserer på brugerne og markedet i innovationsprocessen
Betingelserne for og kilderne til innovation er mange, og derfor skal strategien for at styrke innovation også favne bredt. Innovation kommer ikke alene fra en udviklingsafdeling eller via universitetets hovedindgang.
Innovation drives også af andre forhold – for eksempel kunderne, medarbejderne, konkurrenterne samt brugere og ikkebrugere. Innovation bør også komme fra offentlig-privat samspil. Den største kilde til innovation for servicesektoren er den brugerdrevne eller brugerorienterede, mens det i segmentet for videnservice er medarbejderen.
Behov for innovation og dets kompleksitet betyder, at det er afgørende, at ledelsen har fokus og udviser "commitment" til udfordringen.
I dag er halvdelen af de danske virksomheder innovative i den forstand, at de i en toårig periode har innoveret inden for markedsføring, organisation, produkt og/eller proces. Eller set på en anden måde så har kun én ud af fire virksomheder udviklet et nyt produkt, en ny service eller ydelse, som de kan sælge til kunder. Det vidner om, at der er et klart forbedringspotentiale, når vi diskuterer de samfundsmæssige rammer for innovation
Sæt virksomheden i centrum af det offentlige innovationssystemet – frem for systemet selv
Vi har ikke været i stand til at indrette de politiske rammevilkår optimalt i forhold til den danske erhvervsstruktur. Det nuværende offentlige innovationssystem hænger fortsat fast i gamle normer, og derfor skal 2009 være året, hvor innovationssystemet bliver redefineret, således at det tager udgangspunkt i virksomhedstyper, som udgør Danmarks vækstpotentiale – servicesektoren.