Fast second – second to none
Danmarks styrkeposition er vores evne til at optage viden og ideer, som omsættes til forretning. Denne styrke bør blive afspejlet i den danske forsknings- og innovationspolitik.
Historien viser, at de store penge sjældent tjenes af dem, der får ideerne til et radikalt nyt produkt eller en ny serviceydelse. Pengene hentes hjem af dem, der er i stand til at skalere markedet og skabe en bæredygtig forretningsmodel.
Det er historien om at være fast second – de virksomheder, der står på skuldrene af en first-mover (fyrtårnet), som fik den oprindelige ide.
Der er derfor god grund til at indtænke de modige og ambitiøse fast second-strategier i den danske forsknings- og innovationspolitik.
Spørgsmålet er, om dansk erhvervsliv og politikkernes politik kan integrere det bedste fra henholdsvis en first-mover og en fast second-strategi. Det danske svar på globaliseringsudfordringer skal være en strategi: fast second – second to none.
Det er en vej, et land som Danmark med begrænsede intellektuelle ressourcer, investerings- og kapitalforhold og kritisk masse i forsknings- uddannelses- og innovationssystemet vil kunne gøre til sin vinderstrategi.