|
Kvalitetsløft af samfundets velfærdsservice kan kun ske ved et stærkt offentlig-privat samspil. Et stærkt offentlig-privat samspil er katalysator for vækst og innovation i både den offentlige og private sektor.
Derfor skal private virksomheder inddrages i udvikling og levering af velfærdsservice på flere områder af samfundets velfærd, end tilfældet er i dag. Netop ved at bruge viden, erfaring og de ressourcer, der er i både den offentlige og private sektor, kan kvaliteten af fremtidens velfærdsservice styrkes.
Offentlig-privat samarbejde er mere end privatisering og udlicitering. Der er til stadighed behov for at udvikle og skabe muligheder for nye samspilsformer. Det skal blandt andet ske ved at fremme mulighederne for afknopning og selskabsdannelse af offentlige enheder samt anvendelse af offentlig-private partnerskaber (OPP).
Kommunalreformen er en enestående mulighed for at udvikle konkurrencen mellem offentlige og private leverandører. Kommunerne er både geografisk og befolkningsmæssigt blevet større, hvilket betyder, at de på en langt mere optimal måde end tidligere kan drage nytte af at samarbejde med private leverandører, ligesom private leverandører kan se nye muligheder i de større enheder.
Et offentlig-privat samspil, hvor der er lige konkurrence mellem offentlige og private leverandører, hvor borgerne har frit valg mellem offentlige og private leverandører, og hvor offentlig-private partnerskaber bliver en mere anvendt måde at udvikle og levere velfærdsservicen på, vil styrke eksporten af velfærdsserviceydelser.
Her er der potentiale for øget samarbejde mellem offentlige og private leverandører
På en lang række områder kan samarbejdet introduceres eller udbygges. Det gælder for eksempel:
- Personlig pleje og omsorg for ældre, sygepleje og vask
- Kantinedrift og køkkenfunktioner i institutioner, plejehjem, børnepasningsinstitutioner, mv.
- Vedligeholdelse af bygninger og grønne arealer
- Miljøopgaver, overvågning og tilsyn mv.
|