Protektionisme og antidumping
I de senere år har udviklingen vist, at frihandelstanken har stærke modstandere både blandt venstrefløjsaktivister og i regeringskontorer såvel i EU som i andre lande. Få steder har dette været mere tydeligt end på tekstilområdet, hvor EU og USA krampagtigt hang fast i kunstige begrænsninger af Kinas markedsadgang helt frem til udgangen af 2008. Desuden arbejder stærke kræfter på at indføre nye restriktioner, selvom dette vil være i strid med WTO-reglerne.
Brugen af antidumpinginstrumentet over for Kina har ligeledes stærke protektionistiske overtoner, ikke mindst i en sag som skosagen, hvor man åbenlyst har valgt at støtte en mindre del af den europæiske industri på trods af den skade, det påfører såvel forbrugere som erhvervslivet i almindelighed.
Dansk Erhverv arbejder i de konkrete sager for, at der ses mere på den samlede samfundsøkonomiske effekt frem for på effekten på enkelte produktionsvirksomheder. Generelt er der desuden behov for en revision af EU’s regler for Trade Defence Instruments, der skal sikre erhvervslivet mere forudsigelighed, gennemsigtighed og retssikkerhed.
Dansk Erhverv har et godt samarbejde med regeringen på dette område og støtter regeringens arbejde for at sikre mere frihandelsvenlige regelsæt i EU.