DCSIMG
Log på

Opsigelsesvarslet

Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel overfor medarbejderen afhænger af ansættelsesforholdets karakter.
 

Ikke-funktionærer
Hvis medarbejderen ikke er funktionær, fremgår arbejdsgiverens opsigelsesvarsel enten af ansættelseskontrakten og/eller af den overenskomst, som ansættelsesforholdet eventuelt er omfattet af.

Funktionærer
Hvis medarbejderen er funktionær, har medarbejderen krav på de opsigelsesvarsler, der gælder i henhold til funktionærloven.

Hvis der er aftalt prøvetid, kan arbejdsgiveren de første 3 måneder opsige ansættelsesforholdet med 14 dages varsel til en hvilken som helst dag. Fratrædelsen skal dog senest ske samtidig med prøvetidens udløb.

Efter en eventuel prøvetid kan arbejdsgiveren opsige ansættelsesforholdet til ophør ved udløbet af en kalendermåned med følgende varsler:

  • med et varsel på 1 måned, hvis opsigelse afgives inden udløbet af 5 måneder (inkl. prøvetid)
  • med et varsel på 3 måneder, hvis opsigelse afgives inden udløbet af 2 år og 9 måneder
  • med et varsel på 4 måneder, hvis opsigelse afgives inden udløbet af 5 år og 8 måneder
  • med et varsel på 5 måneder, hvis opsigelse afgives inden udløbet af 8 år og 7 måneder
  • med et varsel på 6 måneder, hvis opsigelse afgives herefter  
  • Arbejdsgiveren og medarbejderen kan ved ansættelse have aftalt et længere varsel.  

120-dages reglen
Hvis 120-dages reglen er aftalt i ansættelseskontrakten, kan funktionæren opsiges med 1 måneds varsel, hvis følgende betingelser er opfyldt: 

  • funktionæren har været fraværende på grund af sygdom i 120 dage indenfor de sidste 12 måneder 
  • opsigelse sker, mens funktionæren stadig er syg, og 
  • opsigelsen sker umiddelbart efter udløbet af de 120 sygedage.

Der regnes med kalenderdage. Også weekender, søn- og helligdage og andre fridage tæller med, hvis funktionæren er syg på begge sider af disse. Delvis sygdom medregnes kun med de faktiske fraværstimer. Det er ikke afklaret i retspraksis, hvordan weekender mv. tæller med ved deltidssygdom.

Læs mere om opsigelse på grund af sygdom her

Midlertidig ansættelse
Ved midlertidige ansættelser under 1 måned kan det ifølge funktionærloven være aftalt, at opsigelse kan ske med dags varsel.  

Tidsbegrænset ansættelse af funktionærer
Hvis der er truffet aftale om en tidsbegrænset ansættelse, ophører ansættelsesforholdet automatisk ved udløbet af den aftalte periode. Normalt kan ansættelsesforholdet opsiges med de almindelige varsler i løbet af den tidsbegrænsede periode, således at ansættelsesforholdet ophører før det aftalte tidspunkt.

Er den tidsbegrænsede ansættelse blevet forlænget med nye tidsbegrænsede ansættelser, uden at der er en objektiv grund dertil, er der risiko for, at medarbejderen vil få tilkendt et opsigelsesvarsel efter funktionærloven, således at ansættelsesforholdet ikke automatisk ophører ved udløbet af den seneste aftalte periode.

Det kan også aftales, at ansættelsesforholdet ophører automatisk, når en bestemt opgave er fuldført, eller når en bestemt begivenhed indtræder.

Læs mere om tidsbegrænset ansættelse her