DCSIMG
Naviger op
Log på

Hvor længe må man opbevare oplysningerne?

Persondataloven sætter grænser for, hvor længe oplysningerne må opbevares.
 

Indsamlede oplysninger må ikke bevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles. Dette omfatter opbevaring af alle kategorier af oplysninger.

Der er ikke fastsat nogen konkret tidsbegrænsning. Det vil sige, at der er overladt et skøn til den dataansvarlige (virksomheden, der har indhentet/registreret oplysningerne).

Det altafgørende er, at virksomheden kan dokumentere en saglig grund til opbevaringen.

Opbevaring af personaleoplysninger 
Oplysninger vedrørende ansatte medarbejdere må naturligvis kunne opbevares.

Oplysninger om ansøgere, der bliver anset for ukvalificerede, skal slettes hurtigst muligt, mens oplysninger om kvalificerede ansøgere må opbevares i længere tid, hvis ansøgeren har samtykket til det.

Arbejdsgiveren vil sandsynligvis også uden samtykke kunne opbevare oplysningerne i en kortere periode. Det gælder dog ikke følsomme og semi-følsomme oplysninger, for eksempel resultater af en personlighedstest.

Oplysninger om fratrådte medarbejdere kan opbevares, så længe der er behov for det. Datatilsynet har udtalt, at i praksis accepteres typisk en opbevaring på fem år og muligvis også længere.